Kraul om Kvist-exit: Mange underkender Williams rolle

Danmark har mistet en lederfigur, men der findes gode alternativer, lyder vurderingen fra DRs fodboldkommentator.

William Kvist måtte bæres for banen i opgøret mod Peru. (Foto: Ricardo Moraes © Scanpix)

Personen William Kvist bliver mere savnet end fodboldspilleren William Kvist.

Sådan lyder analysen fra DR Sportens Andreas Kraul.

- Det er selvfølgelig ubehageligt for sådan en trup at miste en spiller, og de føler jo alle med William Kvist. Han har kæmpet meget for at komme til VM i første omgang, og så går der lidt over en halv time før, han ryger ud af slutrunden. På det personlige plan er det jo klart, at de har mistet en kammerat

- På det spillemæssige plan er man jo nødt til at være kynisk og sige, at vi på William Kvists position har nogle gode reserver. Lasse Schöne kom jo ind og viste, at han godt kan spille pladsen. Det lyder hårdt, når man siger det, men det havde været værre, hvis det var Christian Eriksen, Kasper Schmeichel eller Simon Kjær for den sags skyld.

Selvom det ikke er et ubærligt tab at miste William Kvist som det defensive anker på midtbanen, mener Andreas Kraul stadig, at han er en undervurderet skikkelse på det danske landshold.

- Jeg tror, at der er mange danskere, som underkender, hvad William Kvist betyder udenfor og også inde på banen. Os der har siddet helt tæt på træningsbanen ved, hvor verbal han er, hvor meget han taler til sine holdkammerater under en kamp. Han er meget god til at tage temperaturen på kampen og få holdet til at holde fokus.

33-årige William Kvist hører til blandt landsholdets mest erfarne spillere, og Andreas Kraul er ikke sikker på, at midtbaneslideren vender tilbage til landsholdet.

- William Kvist har jo selv luftet, at det her kunne være hans sidste tur med landsholdet, og han har jo været lidt på vippen i løbet af den sidste periode. Jeg tror, at William Kvist godt kunne have spillet sin sidste landskamp.

Facebook
Twitter