Kraul roser landstræneren: 'Hareide blandt VM's bedste taktikere'

Landstræner Åge Hareide har truffet gode beslutninger under VM-slutrunden og gjort en god figur, mener DR Sportens Andreas Kraul.

Åge Hareide kan godt være tilfreds efter sin første VM-slutrunde som landstræner, mener DR Sportens Andreas Kraul. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Ottendedelsfinalen blev endestationen for Danmark ved VM i Rusland, da Kroatien trak det længste strå og besejrede danskerne i straffesparkskonkurrence.

Nederlaget var en bitter pille at sluge for nationen, spillerne og landstræner Åge Hareide, men DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul vurderer, at den norske træner har gjort en god figur ved sin første VM-slutrunde.

- Der er meget stor ros til Åge Hareide, og det kan jeg også mærke i forhold til det internationale syn på Danmark. Der bliver nikket anerkendende fra kollegaer og andre, jeg taler med, i forhold til det som det danske hold har leveret. Hareide har været en af VM's bedste taktikere, siger Kraul.

Undervejs i slutrunden har Danmarks landshold mødt kritik for at spille kedeligt og defensivt, men Kraul ser det som et positivt tegn, at træneren har gjort, som han har gjort, da det har skabt resultater.

- Danmark lukkede altså ned for de hurtige franske spillere, der virkelig straffede Argentina, og fik dem til at ligne overgearede børn i Tivoli, som havde fået alt for meget candyfloss. Så kan det godt være, at det var drønkedeligt, men det var det, der var brug for. Havde vi udfordret franskmændene på deres præmisser, så var vi da også blevet skilt ad.

- I kampen mod Kroatien var de klart dominerende i første halvleg, men kampen blev vendt i anden halvleg fra bænken med indskiftninger og taktiske ændringer, der gjorde, at Danmark fik langt bedre fat, siger kommentatoren.

Hareide åbner værktøjskassen

Andreas Kraul, der er til VM i Rusland og følger det danske landshold, mener, at Åge Hareide har fået øjnene op for en bestemt ting, som er afgørende, hvis Danmark skal have succes fremadrettet.

- Det, som Hareide har bragt til det danske landshold, er en erkendelse af, at vi ikke er bedre, end vi er. Derfor er der brug for at bruge den værktøjskasse og de spillere, som han (Hareide, red.) har, siger Kraul og nævner et par eksempler:

- Det er da godt set at sætte Jonas Knudsen ind fra start i kampen mod Kroatien og så sige ”Nu er det dét, vi gør. Nu har vi de lange indkast, og det kan vi bruge mod kroaterne”.

- Og det er godt set at sætte Lasse Schöne ind i pausen for at ændre kampens gang, for det gik jo ikke for Danmark i første halvleg. Det ville gå galt, kunne man se, og så er det vigtigt at have en landstræner, der kan reagere.

Lys fremtid for landsholdet

William Kvist og Michael Krohn-Dehli har meldt ud, at de begge stopper på landsholdet, men det er ikke bærende spillere, og Kraul vurderer, at der er god grund til at være positiv omkring landsholdets fremtid.

- Man sidder jo med en fornemmelse af, at de spillere, der er på landsholdet, de kun bliver endnu bedre i de kommende år. Det var ærgerligt, at vi ikke slog Kroatien, for vejen mod finalen så fornuftig ud, men der er altså stadig en vej for det danske landshold. Den peger bare længere ud i fremtiden, men den ser ud til at være rigtig fin, siger Andreas Kraul.

Kroatien gik videre til kvartfinalen på bekostning af Danmark, da holdet vandt 4-3 efter straffesparkskonkurrence, og kroaterne møder værterne fra Rusland lørdag klokken 20.00.

Facebook
Twitter