Panama-træner tvivler på VM-avancement: 'Så drikker jeg to flasker vodka'

Mandag tjekker Panama for første gang i historien ind i en VM-slutrunde, når holdet møder Belgien.

Landstræner Hernan Dario Gomez har ikke de store forventninger til Panama ved VM-slutrunden. (Foto: Francois Lenoir © Scanpix)

Der bliver mandag skrevet historie, når Panama debuterer ved en VM-slutrunde i fodbold.

Holdet møder nummer tre på Fifas rangliste over landshold, Belgien, hvilket på papiret ser ud til at blive en stor mundfuld for Panama.

Det lille mellemamerikanske land med cirka fire millioner indbyggere spås heller ikke mange chancer ved turneringen, og selv holdets cheftræner, Hernan Dario Gomez, fortæller, at han ikke har de store forventninger om at gå videre fra gruppen.

Men skulle avancement fra gruppe G, der udover Belgien mønstrer Tunesien og England, blive tilfældet, så ved Gomez godt, hvordan han vil fejre det.

- Så drikker jeg to flasker vodka, griner træneren ifølge nyhedsbureauet AP.

Men før landstræneren kan gøre sig forhåbninger om at fejre med den russiske nationaldrik, så skal Panamas åbningskamp mod Belgien spilles.

Panama ligger nummer 55 på verdensranglisten, hvor holdet har klemt sig ind mellem Slovenien og Burkina Faso, så heller ikke i debut-kampen ser Hernan Dario Gomez de store muligheder for succes til sit hold.

Han mener, at det bliver svært, ”men alt kan ske i fodbold”.

- Det er klart, at de (Belgien, red.) er favoritter, men hver kamp er forskellig, og hvis vi har en god dag, så kan vi måske opnå noget.

'Vi kan ikke score mål'

Og taktikken er da også klar til mandagens kamp: Forsvar, forsvar, forsvar.

- Vi er stærke i forsvaret. Det er en panamansk dyd. Panama er ikke et hold, der scorer en masse mål. Vi kan skabe chancer i nogle kampe, men vi kan ikke score. Vi er kommet til VM-slutrunden med det problem, at vi ikke scorer mål, siger colombianeren.

Lørdag imponerede et andet lille land ved VM, da Island spillede 1-1 mod mægtige Argentina og viste, at det ikke altid er størrelsen, det kommer an på. Men den flotte islandske præstation kan Panama ikke bruge til så meget, fortæller Gomez.

- Island sendte Kroatien ud i playoff-kampe i VM-kvalifikationen og gjorde det godt ved EM for to år siden. Holdet spillede mod et argentinsk landshold, der ikke er på samme niveau, som Belgien er lige nu. Så der er ikke så stor forskel på Island og Argentina, som der er på Panama og Belgien.

Gomez har været landstræner siden 2014, og han har tidligere stået i spidsen for lande som Ecuador, Guatemala og Colombia.

Panama spillede 0-0 mod Nordirland og tabte 0-1 til Norge i testkampene forud for slutrunden.

Kvalifikationen kom i hus, da landet endte foran USA i Concacaf-forbundets VM-kvalifikation med en sejr i slutminutterne over Costa Rica. Concacaf dækker over Nordamerika, Mellemamerika og Caribien.

Kampen mellem Panama og Belgien kan følges mandag klokken 17.00 på TV2 og lyttes i LIGA på P3.

Facebook
Twitter