Pogba inden Danmark-finale: Vi går efter førstepladsen

Paul Pogba roser det danske hold på et pressemøde, hvor Åge Hareides omstridte kritik af Frankrig igen var et emne.

Paul Pogba på pressemødet i Istra søndag formiddag. (Foto: Franck FIfe © Scanpix)

Det er absolut ikke sikkert, at han står på banen i Moskva på tirsdag mod Danmark. Det er ikke nødvendigt for Frankrig at stille med de bedste spillere, og i øvrigt har Paul Pogba allerede et gult kort i banken.

Den franske superstjerne forventes derfor at starte ude mod Danmark, ligesom halvdelen af de normale startere sandsynligvis får en pause for Frankrig, der allerede er videre til næste runde.

Alligevel giver Paul Pogba sig tid til at vurdere det danske hold, da DR på søndagens franske pressemøde i byen Istra spørger ham, om et uafgjort resultat ville være lige så godt for Frankrig som for Danmark.

- Danmark har vist, at de er et godt hold med mange gode spillere. De har ikke tabt i mange kampe i træk, og de har ikke tabt her ved VM, siger Paul Pogba og fortsætter:

- Jeg ved, at de kender os, og jeg er sikker på, at de gerne vil være nummer ét i gruppen. Men det vil vi også. Vi går efter sejren på tirsdag, alle kampe skal vindes ved VM, siger han og fastslår, at han gerne vil spille kampen, men at dén beslutning ligger hos landstræner Deschamps.

Selv om det franske hold på tirsdag vil bestå af mange reserver, virker franskmændene topmotiverede for at slå Danmark.

For det første fremhæver franskmændene, at de som toer i gruppen nødigt vil møde et svært hold som Kroatien i ottendedelsfinalen. For det andet spøger de citater, som den danske landstræner, Åge Hareide, udtalte i et interview i Jylland-Posten i maj, hvor han kritiserede Frankrig kraftigt, stadig.

Hareide har senere sagt, at han er blevet misforstået og trukket noget af det tilbage, mens JP fastholder at citaterne er korrekte. Men i den franske VM-trup fylder interviewet stadig og har gjort det de seneste dage. Læs mere her.

Sandheden er på banen

Også ved ved søndagens pressemøde med Paul Pogba og Corentin Tolisso er Hareides udtalelser et emne. Blandt andet at Hareide har berørt Pogbas mange hårfarver.

- Det er en skam, jeg ikke har noget farve, ellers havde jeg farvet det rødt, griner Pogba og fortsætter:

- Det er bare ord, ingenting. Sandheden kommer frem på banen. Det er bedst at koncentrere sig om, hvad der sker på banen og ikke udenfor, siger Paul Pogba om Hareides udtalelser,.

Corentin Tolisso vil også svare den danske landstræner igen på banen.

- Deschamps har ikke snakket med os om de udtalelser. Men vi spillere har snakket om det. Vi ved, hvad han sagde, og vi husker det. Vi vil vise på banen, at han tager fejl, siger Bayern München-spilleren, som dermed er i tråd med spillerne på lørdagens pressemøde.

Paul Pogba i aktion mod Peru. (Foto: Andrew Couldridge © Scanpix)

Det er fire år siden, Paul Pogba sidst var på en pressekonference for det franske landshold. Søndag besteg han podiet på New Jerusalem Museum i Istra, ca. 60 km nordvest for Moskva, hvor de franske pressekonferencer bliver afholdt.

Og det var en glad, festlig og optimistisk Pogba, som har fået ros sin modne indsats i kampen mod Peru, der indtog scenen.

- Jeg vil gerne vinde VM. Alle store fodboldnationer er her for at vinde, vi er her ikke for sjov, siger Pogba og fortsætter:

- Vi har en god gruppe og kender hinanden godt. Alt er muligt, men vejen er lang. De er ingen nemme kampe, hvilket vi har set med Tyskland og Argentina, siger han og gentager:

- Jeg tror på, at vi kan gøre det.

Facebook
Twitter