Profil kritiserer holdkammerater og tysk forsvarspil: Jeg har sagt det før

Mats Hummels var efter nederlaget på 0-1 til Mexico ude at kritisere sin holdkammeraters defensive indsats.

VM's største overraskelse. Indtil videre.

Således kan 0-1 nederlaget til Tyskland mod Mexico hurtigt beskrives.

Men noget af det mest opsigtsvækkende, inden søndagens resultatet var endegyldigt, var måden, Mexicos sejr kom i hus på.

Herunder kan du se et fyldigt sammendrag af kampen.

For ikke nok med, at Tyskland altså kom skidt fra start, så kunne Mexico også sagtens have udbygget føringen op til flere gange på hurtige omstillinger, hvor tyskernes bagerste geledder slet ikke var på plads.

Skarpheden svigtede dog, og derfor blev det ved det ene mål, som Hirving Lozano satte ind bag Manuel Neuer efter 35 minutters spil.

Den tyske forsvarsgeneral fra Bayern München, Mats Hummels, var efter kampen langt fra tilfreds med sit holds indsats, og især holdkammeraterne på midtbanen fik en tur.

- Mexico fortjente sejren. Vores dækning fra midtbanen var ofte dårlig, og Jerome Boateng og jeg blev ofte efterladt alene tilbage, sagde Hummels.

- Når syv-otte mand spiller offensivt, bliver den offensive tyngde større end den defensive stabilitet.

Følte du dig alene nede bagved?

- Ja, og det påtaler jeg ofte internt, men det har åbenbart ikke nyttet så meget.

- Vi blev advaret om det i vores testkampe, for vi spillede på præcis samme måde som mod Saudi-Arabien. I dag var vores modstander bare skarpere, sagde Hummels.

Tyskland skal i næste runde op mod Sverige, der klokken 17 i dag spiller første kamp mod Sydkorea.