Reportage fra VM-kulminationen: Fodbolden kom hjem i Rusland

Fest, fodbold, Frankrig. VM i Rusland var en fejring af fodbolden, der på mange måder kom hjem, hvor den hører til.

Først kom skyerne, så kom lyn, tordenbrag og et tæppe af tæt regn over Luzhniki Stadion. Derefter kom Kylian Mbappé, Antoine Griezmann og Paul Pogba. Derefter kom de øvrige franske spillere. Derefter kom anfører Hugo Lloris. Derefter kom verdensmestrene fra Frankrig.

Da himlen over Moskva først havde åbnet for hanerne søndag aften, var de 23 franske VM-spillere allerede trådt ind i historiebøgerne som legender. Da havde de sejret i VM-finalen over Kroatien med 4-2, og da havde franskmændene løbet rundt med flag, kastet sig ned på banen, blandet tårer med regn og takket fans, Rusland og Gud.

Paul Pogba med trofæet i hånden. (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

Da var 19-årige Kylian Mbappé blevet den yngste målscorer i en VM-finale siden Pelé i 1958, og Paul Pogba havde scoret og vist verden en moden person, der var blevet til en moden spiller. Griezmann havde fortsat sit VM med en attitude af noget indebrændt, en indædthed, som om han havde noget at bevise. Og hvilken bevisførelse, han lagde frem i sit livs kamp.

Da havde unge Mbappé som den eneste på banen givet baneløberne fra Pussy Riot en 'highfive' under overværelse af Vladimir Putin som tilskuer på stadion. Da havde Lloris droppet, Mandzukic scoret selvmål, VAR havde givet Frankrig et straffesparksmål, og dommeren havde fløjtet finalen af.

VM-glæde i regnen i Moskva. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Da himlen spillede sin tordenmusik, og syndfloden skyllede over Luzhniki Stadion, manglede Frankrig kun at hente VM-trofæet. Inden da havde tre franske spillere med 'tricoloren' i deres hænder fristet sig til at løbe ned til de kroatiske fans for at takke for kampen. I en smuk hyldest fik de tre spillere stående ovationer af de kroatiske fans.

De kroatiske spillere gik forbi VM-trofæet for at hente deres sølvmedaljer. Det gjorde de med stolthed. De gjorde det med bevidstheden om, at en finaledeltagelse for Kroatien nærmest er som at vinde VM; en umulig drøm, der alligevel var så nærværende.

Hjerte mod hjerne

En lille nation med blot fire millioner indbyggere, der overvinder krig og sorg sammen, når også VM-finalen sammen. På stadion i Moskva var der en samhørighed mellem Kroatiens landshold og de enestående kroatiske fans; det lød, som om der var fire millioner kroater på lægterne.

Et kroatisk hold, hvor en del af spillerne har været flygtningebørn, giver aldrig op, kæmper til det sidste, i livet og i fodbold. Hele VM har for kroaterne handlet om at skulle rejse sig efter at være faldet i form af modgang i alle knockoutkampe. Det har handlet om stolthed og vilje, følelser og hjerte.

Luka Modric efter slutfløjtet. Modric blev efter finalen kåret som VM's bedste spiller. (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

Der er fodboldhold, der unddrager sig eksperternes analyser, og som ikke kan sættes på videnskabelige formler; som modsiger moderne teori til fordel for noget udefinerbart. Sådan et hold er Kroatien, sådan en spiller er VM’s bedste spiller Luka Modric.

Og i finalen virkede det netop, som om kroaterne kæmpede for noget større end det konkrete trofæ. De startede bedst, de ville sejren, spillede med hurtige pasninger, og da de kom bagud, truede de kampen igennem at hente franskmændenes konstante føringer. Som de har gjort det igen, igen og igen, tre gange ved dette VM med fight, attitude og verdens sympati.

Men effektiviteten var forskellen. Franskmændene scorede på deres chancer, Mbappe, Griezmann og Pogba gik forrest, og deres organisation sugede efterhånden marven ud af de udmattede kroatere. Det var taktisk klogt, effektivt og overbevisende af Frankrig. Det var franskmændenes hjerne, der vandt over kroaternes hjerte. Det var Frankrig, som vandt VM; Kroatien, der vandt verden.

Det var et fransk hold, der havde nået finalen uden at have sat varige spillemæssige aftryk. Men med fransk finesse, taktisk pragmatisme og moden tålmodighed har ’Les Bleus’ alligevel overvundet hold som Argentina, Uruguay, Belgien og Kroatien på vejen til titlen.

Antoine Griezmann kysser trofæet. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Med en fransk træner, der endelig fik sat de gyldne brikker rigtigt, færdiggjort puslespillet, der kunne danne billedet af et mesterhold med den rette dosis af ungdom og modenhed, af offensiv og defensiv, af stjerner og vandbærere, af fortid og nutid; Didier Deschamps selv som forbindelsen til 1998, hvor han som anfører løftede VM-pokalen.

Det har været en Pogba, der endelig fandt sig selv og dermed holdet, en Mbappé uden grænser, en selvopofrende Griezmann, en utrættelig Kanté, et fyrtårn ved navn Varane, en leder og chef i Lloris. En komplet rygrad på et hold, der for to år siden skulle have vundet EM-finalen, men som siden er blevet modne og har fundet hinanden og dermed først nu er blevet klar til den ultimative triumf ved VM.

Kalinka og AC/DC

Et VM, hvor fodbolden på mange måder kom hjem.

Verden kom til Rusland, og russerne tog imod. Nysgerrigt og med telefonernes kameraer pegende mod sig selv og en peruaner, sig selv og en svensker, en egypter, en australier, en argentiner. Mod alle de fans, der fyldte de russiske gader, som var det noget, russerne havde ventet på i lang tid.

På stadion har alverdens fans danset til ’Kalinka’ og headbanget til AC/DC’s Thunderstruck, som begge blev spillet til alle kampe. Selfies, fest, sang og dans, russerne har været åbne og med på det hele i et VM kørende på de mest smidige organisationsskinner i mands minde, og om dét, så er et udslag af et jerngreb eller et udtryk for russernes håb for fremtiden, er svært at vide.

Fans fra hele verden samlet i det centrale Moskva. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)

Verden kom til en nation, der har været fodboldudhungret i lang tid. Men fodbolden kom endelig hjem til Rusland og det russiske folk.

Ingen forventninger til det russiske VM-hold forvandlede sig til den kærlighed, landsholdet aldrig har modtaget i Rusland. ”Vi spiller for jer”, stod der på det banner, de russiske spillere bar efter den sensationelle sejr over Spanien, og da de tabte til Kroatien i kvartfinalen i Sochi, fik de en hyldest uden sidestykke i russisk fodbold.

På strandpromenaden ved siden af stadion i Sochi er der hver aften fest og musik blandt ferierende russere. Alle barer og caféer viste kvartfinalen og interviewet efter kampen med den russiske angriber og VM-helt Artem Dzyuba, denne store russiske kæmpe, der fejrede sine scoringer med militærhonnør.

Musikken blev slukket, snakken forstummede, og alles øjne søgte mod tv’et, hvor den normalt så jernhårde russiske bjørn var i tårer: ”Vi har forsøgt at gøre jer alle stolte af vores nation, vi ville vise, at fodbolden er i live i vores land”, sagde Dzyuba, inden han tårevædet måtte afbryde interviewet.

Efter et øjebliks stilhed, rejste alle cafégæster sig og sammen med alle forbipasserende, der var stoppet for en stund, begyndte de spontant at klappe. Et moment af taknemmelighed og stolthed. Inden musikken igen blev tændt, og festen kunne fortsætte.

De russiske spillere i momentet, da Rusland slår Spanien i ottendedelsfinalen. (Foto: Manu Fernandez © Scanpix)

Fodbolden kom hjem til englænderne. Ikke trofæet, men stoltheden og respekten for det landshold, der har været årsag til så meget smerte hos de engelske fans. Med en gentleman ved roret, Gareth Southgate, sejlede England med charme, ydmyghed og til tonerne af ’Football’s coming home’-hymnen tilbage til det engelske folk.

Som godkendte Englands bedste VM siden 1990. En godkendelse og måske en tilgivelse, der ikke kunne leveres mere klart, end da flere tusinde engelske fans én time efter nederlaget til Kroatien i semifinalen i Moskva stadig stod på stadion og sang Oasis’ ”Don’t Look Back in Anger”.

Fodbolden vendte hjem til det underholdende og målrige udgangspunkt efter et EM med modsat fortegn. På vejen gennem de russiske stadioner svævede den forbi videodommernes indtog samt favoritternes fald. Den vendte hjem til Europa, der satte sig på alle semifinaler, mens de sydamerikanske fans måtte se Neymar falde, James sidde, Messi kapitulere og Cavani udgå.

Den altid velklædte Gareth Southgate hygger med de engelske fans efter sejren over Colombia. (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

Perus fans, dommere, der tegnede firkanter i luften, senegalesere, der dansede som opvarmning, Schmeichel og søn, der blev til Schmeichel og far, en svensk skovhugger som anfører, dødbolde på dødbolde, gyldne bronze-Belgien, Knudsens onemanshow, Iniestas farvel, Mbappés goddag, en fotograf begravet i kroatere.

Fodbolden kom hjem i 2018. VM viste, at fodbolden bor i Rusland; at den bor i Peru og i Kroatien, i Senegal og Danmark, i Sverige, Colombia og England. Den bor dér, hvor fodbolden er, og hvor den altid har boet, i hjerterne hos spillere og fans verden over.

Hjemme hos Pogba

I de næste fire år er fodboldens smukkeste adelsmærke, VM-trofæet, i Frankrig. Sikkert hos Paul Pogba, der da han først havde fået trofæet i hænderne, ikke ville slippe det, selv om Mbappé forsøgte at vriste det fra ham.

Han dansede omkring det som en totem-dans, tørrede det for regnen, og kyssede det så intensivt, at han sikkert fik guldlæber. Mbappé fik også lov. Ligesom trofæet fik kærlighed fra alle de øvrige franske verdensmestre.

Kylian Mbappé med sit kæreste eje søndag aften i Moskva. (Foto: Kai Pfaffenbach © Scanpix)

Kæderne til den franske triumf i 1998 er nu endelig sprunget. Dette franske hold har klippet navlestrengen til fortiden og har skrevet sin egen historie, som alle fremtidens franske landshold nu skal vejes op imod. Og der skal gøres plads på den vægtskål, for VM-trofæet 2018 bliver ikke det sidste, dette unge franske hold vinder.

Uden for Luzhniki Stadion havde den massive regn og den tunge røg fra fyrværkeriet fra sejsceremonien lagt et filmisk tågeslør over området.

Scenariet foran Luzhniki Stadion i Moskva efter finalen søndag aften. (Foto: Aleksandar Josevski)

Alle tilskuere løb i forskellige retninger væk fra regnen, mens lyset fra fyrværkeriet blev forvrænget af røgen og oplyste Lenin-statuen foran Luzhniki i usædvanlige farver.

Fansene hoppede i vandpytterne, stod i bare maver og sang i regnen. En af sangene, man kunne høre gennem larmen fra regnen og fyrværkeriet, var engelsk og lød som ”Football’s coming home”.

Facebook
Twitter