Roligans i Moskva om ølkast: Der er altid nogle tumper, som dummer sig

På trods af ølkast-bøden til DBU er stemningen i Moskva i top før kampen mod Frankrig.

Stemmerne er efterhånden ved at være lige så slidte som et par udtrådte fodboldstøvler.

Det afholder dog ikke de danske fodboldfans fra at skråle "Vi er danskerne" og "Re-Sepp-Ten" ud i Moskvas gader forud for skæbnekampen mod Frankrig i dag.

De seneste 24 timer har de danske roligans dog fået en masse opmærksomhed af den helt forkerte grund.

Da Australien scorede til 1-1 mod Danmark, regnede det ned med ølkrus fra de øvre tribuner på Cosmos Arena i Samara, hvor størstedelen af de danske tilskuere stod.

Det resulterede søndag i en bøde fra Fifa til DBU på 127.000 kroner for dårlig opførsel.

Danske fans kaster med øl

En opførsel der ikke hører hjemme til et VM. Det fortæller de danske fans i Moskva, som DR's korrespondent i Rusland, Matilde Kimer, har talt med.

- Plastikkopperne her i Rusland har hård bund, så hvis man får dem i hovedet, gør det altså ondt. Det er fuldstændig vanvittigt. Det er jo ikke derfor, vi er her, siger Ronni Hvid, der bor i Flensborg.

Og han får opbakning fra Lisa Hejlesen fra Gladsaxe, der er på sin første, rigtige fodboldtur i de rød-hvide-farver.

- Der er altid nogle tumper, som vil dumme sig, men størstedelen er jo glade mennesker, der vil se fodbold og have det sjovt.

Stemningen i top

På trods af den dårlige opførsel under kampen mod Australien, er stemningen helt fantastisk i Moskva, fortæller Lisa Hejlesen.

- Der er så god stemning, alle er glade, og man møder en masse mennesker, man aldrig ville have mødt før.

Og forholdet til russerne er der bestemt heller ikke noget problem med, siger Ronni Hvid.

- Den måde, vi er blevet taget imod på, er fremragende. Jeg tror, folk bliver overraskede over, at vi har den fankultur, vi har, siger Ronni Hvid.

René Danielsen og farmand Per Danielsen er også begejstrede for fodbold VM i Rusland. Og med sig har de nogle helt specielle røde og hvide bøllehatte.

- Min lokale købmand i Halvrimmen har sponsoreret hattene, og hvis vi kommer i fjernsynet, giver de gratis øl resten af året.

Om hattene kommer i fjernsynet må tiden vise, men nu er de i hvert fald på DR.dk. Så kan øllene godt komme på køl i den lokale købmand i Halvrimmen i det nordjyske.

Du kan se optakt til kampen fra klokken 15 både på DR.dk og DR1. Kampen mod Frankrig begynder klokken 16.