Han chartrede en flyvemaskine, der skulle flyve et kompagni af russiske hooligans til Marseille kort før 11. juni 2016.

Dén dag under EM i Frankrig, hvor blodige kampe mellem russiske og engelske fans efterlod to englændere i koma og en hel verden i chok.

Aleksandr Sjprygin blev anholdt og deporteret, mens politikere fra Kreml sendte støtteerklæringer til ham og de russiske hooligans, mens han nærmest blev hyldet, da han vendte hjem til Moskva.

- Der sker intet. Sådan bliver det. Verden bliver klogere, siger Sjprygin, da DR får kontakt til ham i Moskva et par dage inden åbningskampen mellem Rusland og Saudi-Arabien 14. juni i Moskva.

Umiddelbart mener han det. Og når en af de mest berygtede og vel mest populære ansigter udadtil, når det handler om russiske ultrafans, taler om, hvorvidt der vil blive ballade under VM, er der en vis magt bag ordene.

Loading preview...

Aleksandr Sjprygin kan lide iscenesættelser, hvilket han især bruger sociale medier til. Han var en af de hooligans, der dyrkede sin metier som en livsstil. Han var en heilende højrenationalist, er blevet fotograferet med Vladimir Putin tre gange, og han har været forbindelsen mellem Kreml og de forskellige hooligan-fraktioner i Moskva.

- Efter Marseille støttede myndighederne os. Men det har ændret sig. Inden VM er det hele blevet lidt mere seriøst på et internationalt niveau, så de har været nødt til at få styr på det. Nu er det slut med støtten, siger Aleksandr Sjprygin til DR.

I dag er han formand for Ruslands Fanunion, og han siger, at hans dage som hooligan og højreradikal er forbi. Der er stort set ingen russiske hooligans, der udtaler sig, men Sjprygin insisterer på at gøre det.

- De russiske fans er ikke interesseret i at lave ballade. Der vil ikke blive optøjer. Jeg kan ikke garantere, at der ikke sker noget, men det er ikke noget, som vil være organiseret, siger han.

Efter DR's interview med ham, oplyste de russiske myndigheder, at Sjprygin på trods af sine garantier for, at det er slut med volden, ikke vil få udstedt et såkaldt fan-id, og dermed er han udelukket fra alle VM-kampe.

Efter VM vil alt blive som før, falde tilbage på plads. Så vil myndighederne glemme os igen.

Aleksandr Sjprygin, russisk fanleder og tidligere hooligan, til DR

Det er Aleksandr Sjprygin utilfreds med, skriver han til DR kort tid efter. Han mener, at de russiske myndigheder har gjort ham til en syndebuk udadtil for at vise handling inden et VM, hvor hele verdens øjne vil hvile på Putin og Rusland.

Og selv om Sjprygin har deltaget i mange voldelige opgør og regnes for bagmanden bag Marseille-urolighederne, er det ikke helt forkert. For efter balladen ved EM og de efterfølgende tømmermænd, besluttede Kreml og præsident Putin, at der skulle gøres noget. De russiske hooligans skulle simpelthen ikke have lov til at lave ballade under VM.

- Man vil fremvise Rusland som en velorganiseret nation og ikke et land, hvor hooligans går amok, siger Marc Bennets, forfatter til bøger om russisk fodbold og politik og skribent for The Guardian, The Times og Newsweek.

DR møder Bennets i Moskvas historiske Arbat-område, hvor han bor med sin russiske kone. Han har boet i Rusland i 20 år og har fulgt den politiske og fodboldmæssige udvikling i landet.

- FSB (den føderale sikkerhedstjenese, afløseren for KGB, red.) har været hjemme hos mange hooligans for at få dem til at skrive under på erklæringer om, at de ikke vil lave ballade, og mange har fået besked på at forlade landet eller bare bliver hjemme under hele VM, siger han.

Loading preview...

- Mange af dem er taget til udlandet, Tyrkiet, for at få et stempel i passet, så de kan bevise, at de ikke har været i landet. 460 hooligans er på den sorte liste. De russiske myndigheder er ligeglade med rettigheder, så de gør alt for at stoppe disse hooligans. Derfor vil der ikke ske noget.

Samme holdning, som Aleksandr Sjprygin har. Men han ved også, at hooligansene ikke kan stækkes for evigt. For som han slår fast over for DR:

- Efter VM vil alt blive som før, falde tilbage på plads. Så vil myndighederne glemme os igen.

Stop negativiteten

I det ene hjørne af pladsen flyder arabiske rytmer og ”Oh Salah”-hymnen. Egypterne fester, mens en gruppe fra Uruguay blander sig med latinamerikanske toner. I et andet hjørne har argentinerne taget et Messi-flag frem, mens brasilianske, colombianske og australske fans alle forsøger at overdøve hinanden.

Men det er midt på Manezhnaya-pladsen tæt ved Den Røde Plads, de mest populære fans holder til. Legendariske trøjer, panfløjter, guitarer, smil og glæde. Peruanerne er festens midtpunkt i det centrale Moskva, hvor russere og andre turister insisterer på selfies, knus og kys fra peruanerne.

Loading preview...

Festen er i gang i Moskva. Torsdag åbner Vladimir Putin døren til VM, når der er åbningsceremoni på Luzhniki Stadium. Myndighederne insisterer på en propaganda-fest. De udenlandske fans insisterer på en fodbold-fest, og det russiske folk ved ikke helt, hvilket af de to ben, de skal stå på.

Måske de kan finde hjælp i budskabet i inskriptionen af den statue af Karl Marx, der stadig troner på Teatralnaya-torvet, og som opfordrer til at stå sammen i forening, ”proletarer i alle lande, foren jer”. Måske russerne kan overføre det til en fodboldmæssig kontekst.

Loading preview...

For russerne har endnu ikke forenet sig bag deres VM-hold. Det russiske VM-landshold bliver betragtet som det dårligste siden Sovjetunionens sammenbrud. Dårligere end holdet ved EM for to år siden, der ikke formåede at vinde én eneste kamp og kun scorede to mål.

Efter EM kaldte den fyrede landstræner holdet for ”lort”, og en underskriftindsamling krævede at opløse det russiske landshold, knap én million skrev under. Resultaterne op til VM har været rædselsfulde, og kritikken og opbakningen i Rusland har afspejlet den manglende kvalitet på holdet.

Hvilket igen afspejles i stemningen på det russiske hold. Med en hel verden, med en hel nation og med Vladimir Putin som vidner ved åbningskampen er presset hos spillerne for ikke at skuffe det russiske folk og den russiske nation tungt som den mørkeste sibiriske vinter.

Presset er enormt, selv om ingen regner med dem.

- Negativiteten skal stoppe. Pressen og befolkningen skal begynde at være positive og støtte os. Vi skal stoppe med at skændes, vi har brug for, at pressen, fansene og udlandet ser positivt på os. Al det negative påvirker os spillere.

Artem Dzyuba har ild i øjnene, men man også aner en sørgmodighed i hans tale. Måske fordi, at det bare to dage inden åbningskampen stadig diskuteres, hvor dårligt holdet er.

Hvorfor er han her ikke i dag? Jeg vil gerne fortælle ham, at han skal stoppe med at tale lort om os.

Andrey Lunev, målmand for Rusland

Den russiske angriber står på pressemødet efter det russiske holds træning tirsdag eftermiddag. DR besøger russernes base i Moskva-forstaden Novogorsk på det imponerende sportsanlæg, der fungerer som central base for mange russiske landshold lige fra vintersport og tennis til atletik og volleyball.

Russiske atleter træner og bevæger sig rundt på det statsetablerede anlæg, mens fodboldholdet træner. Vagter stilfuldt klædt i sort jakkesæt er placeret hver hundrede meter, og ved indgangen foregår kontrollen med hunde og metaldetektorer.

Stemningen efter den én times lette træning er anspændt, nærmest hadsk, mellem de to spillere, som er til rådighed, og pressen.

Målmanden Andrey Lunev henvender sig direkte til en reporter fra tv-stationen Match med en besked til stationens normale landsholdsreporter, der ikke er tilstede:

- Hvorfor er han her ikke i dag? Jeg vil gerne fortælle ham, at han skal stoppe med at tale lort om os, siger Lunev, der ellers er en mand af få ord.

Loading preview...

Det er Zenit St. Petersburg-angriberen Artem Dzyuba ikke. På DR’s spørgsmål om, hvordan spillerne håndterer presset internt og udadtil, svarer han:

- Alle tror, at vi ikke vil det her. At vi ikke tager det seriøst. Men det gør vi. Vi er vores ansvar bevidst, vi vil alle vinde. Vi ved, at alles øjne vil være på os i åbningskampen. Det er en kamp, vi skal vinde. Jeg garanterer, at vi vinder den kamp, siger han.

Frygten for en skuffelse allerede i åbningskampen lurer dog hos russerne. Et nederlag til Saudi-Arabien kan få stemningen til at blive endnu mere mørk mod landsholdet. Måske er det grunden til, at Dzuyba nævner, at dét, der skete under VM i 2002, hvor Rusland tabte til Japan, hvilket udløste kaos og optøjer i Moskva med mindst ét dødsfald og mange sårede, ikke vil ske igen.

Loading preview...

En russisk reporter beder angriberen om at tage et russisk tørklæde om halsen, kigge ind i et kamera og henvende sig direkte til det russiske folk for at motivere dem. Angriberen opfordrer til et forenet Rusland, hvor fans, spillere og medier er fælles om at bringe succes til Rusland under VM.

- Vi har brug for opbakning. Vi har brug for positive tanker og følelser. Det er vigtigt for os. Vi skal alle stå sammen, for vi vil alle vinde. Vi skal ikke skændes længere, men skal være forenede, siger Dzuyba med en ubevidst parallel til inskriptionen på statuen af Marx.

Fodboldens image er dårlig

Det kommer ikke til at ske. Det bliver ikke Ruslands VM-hold, som kommer til at forene det russiske folk i et nationalt fællesskab. VM bliver for russernes vedkommende snarere noget i denne retning:

- Vi håbede på noget bedre, men tingene endte, som de altid gør.

Marc Bennets nævner citatet fra den tidligere russiske premierminister Viktor Chernomyrdin, der talte om økonomien, men hvis citat kan overføres til russisk fodbold.

- Rusland har vel aldrig haft et godt landshold siden Sovjetunionens sammenbrud. I 1998 kom de i semifinalen ved EM og havde et talentfuldt hold med Andrej Arshavin. Roman Abramovich støttede akademierne og forbundet, og Guus Hiddink var landstræner. Men det var en falsk optimisme, siger Bennets.

Loading preview...

De mange penge i russisk fodbold virkede umiddelbart som en velsignelse, men har snarere været en forbandelse.

De fleste russiske spillere tjener så godt i den russiske liga, at de bliver i Rusland i stedet for at tage til udenlandske klubber og får dermed aldrig bliver matchet på højeste niveau.

Og så er der ungdomsarbejdet og scoutingen internt i Rusland.

- Meget afhænger af bestikkelse i forhold til ungdomsafdelingerne. Jeg har hørt historier om, at for at komme ind på et godt hold, skal du bestikke trænere eller ledere. Derudover er scoutingsystemet virkelig dårligt i Rusland, siger Bennets.

- Rusland er stort med over 144 millioner mennesker. Hvis der løber en dreng rundt i en lille landsby og er genial med en bold, hvem skal opdage ham?

- Hvis han ikke har penge til at komme til Moskva eller St. Petersburg, så kan han være den næste Messi og stadig ikke blive set. Ham mister man, fordi man ikke har et landsdækkende scoutingsystem, siger Bennets, der nævner, at det russiske forbund nu endelig er ved at gøre klar til en satsning på ungdomsfodbolden.

I Rusland spørger folk mig nogle gange, hvorfor jeg kan lide fodbold, når jeg er en klog, uddannet mand.

Marc Bennets, forfatter og journalist

Samtidig svæver den russiske, eller slaviske, selvdestruktive mentalitet over det russiske landshold, der som få evner at smide alt væk, at vende det hele på hovedet i negativ forstand. Et russisk træk, en forfatter som Fjodor Dostojevskij undersøgte dybden af i sine bøger.

- Og vigtigst af alt er fodboldens rygte et problem. Fodbold er for de fleste i Rusland stadig en sport for fulde hooligans. I andre lande kan familier gå til fodbold, og det er accepteret i alle klasser af samfundet, siger Marc Bennets.

- I Rusland spørger folk mig nogle gange, hvorfor jeg kan lide fodbold, når jeg er en klog, uddannet mand. I England ville ingen sige det. I England og de vestlige lande er der sket en middelklasse-intellektualisering af fodbolden. Det er folkets sport dér også, men det er for alle klasser, og man skilter gerne med det, siger Bennets.

- Det gør politikerne i England eksempelvis. I Rusland behøver politikerne ikke at lade som om, at de elsker et hold, for så vil sikkert miste stemmer. Det er ikke vigtigt for folk, for fodbold har bare et dårligt image. Og man kan se det på tilskuertallene i ligaen, der kommer kun 10-15.000 tilskuere til kampe i den bedste liga, siger Bennets.

Loading preview...

- De fleste russere er i dag mere interesserede i udenlandsk fodbold end i den hjemlige fodbold og landsholdet. De vil se VM, for de kan godt lide at se god fodbold, men landsholdet er så dårligt, at med mindre de overrasker alle ved at nå en semifinale, så vil VM ikke betyde noget for udviklingen af fodbold i Rusland.

Og så vil alt vende tilbage til det normale i Rusland, hvor man håbede på noget bedre, men tingene endte, som de altid gør. Hvor ligaen bløder i forhold til tilskuere og i kvalitet, hvor folk som Aleksandr Sjprygin igen vil have frit spil, mens spillere som Artem Dzyuba igen kan bønfalde om forening af landsholdet og folket.