Sagen om hoverende tyskere fortsætter: Fifa kigger nærmere på sagen

To personer fra den tyske stab skal undersøges af Fifa efter kampen mellem Tyskland og Sverige.

Sveriges landstræner Janne Andersson var rasende på den tyske stab for at have været hoverende omkring den tyske scoring. (Foto: HANNAH MCKAY © Scanpix)

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har indledt en undersøgelse af de personer fra den tyske stab, som jublede på hoverende vis over for Sverige efter 2-1-sejren ved VM lørdag.

Fifa har rettet fokus mod to personer fra Det Tyske Fodboldforbund (DFB), som gik over tæt ved den svenske bænk ved Toni Kroos' scoring til 2-1 dybt i tillægstiden.

Episoden fik den svenske landstræner, Janne Andersson, og flere andre svenskere til at storme protesterende over mod den tyske bænk. Efter kampen var han stadig vred over tyskernes jubel.

- Nogle af de tyske ledere fejrede sejren ved at løbe imod os og håne os med fagter. Respektløst. Det gjorde mig virkelig sur. Der var mange på vores bænk, som reagerede. Sådan opfører man sig ikke, sagde den svenske landstræner ifølge aftonbladet.se.

DFB var ude med en undskyldning til svenskerne på Twitter efter episoden.

- Det var en følelsesladet kamp. Til sidst var der nogle reaktioner eller fagter fra vores stab mod den svenske bænk, som var for følelsesladede.

- Derfor har vi undskyldt over for den svenske træner og hans hold. "Ursäkta", skrev forbundet, hvor det sidste ord er det svenske ord for undskyld.

/ritzau/dpa

Facebook
Twitter