SE KAMPEN PÅ 2 MIN Kroatien sender værterne ud efter straffesparkskonkurrence

Kroatien slår Rusland efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Nu venter England i semifinalen.

Kroatien er klar til semifinalen ved VM i fodbold.

Fredag aften vandt Danmarks banemænd over værterne fra Rusland, men det var ikke uden problemer. Kampen måtte i forlænget spilletid, hvor begge mandskaber scorede, og så skulle der straffesparkskonkurrence til.

Her kan du se et længere sammendrag af kvartfinalen:

Fra 11 meter-pletten viste kroaterne sig at være mest koldblodige og akkurat som med Danmark i 1/8-finalen, blev Ruslands værter ekspederet ud af VM.

Det hele startede efter en halv time af kampen, hvor russerne bragte sig foran 1-0, da Denis Cheryshev scorede sit fjerde mål ved slutrunden. Det gjorde han på fornemmeste vis med et velplaceret venstrebensskud fra distancen.

Bare otte minutter senere fik Andrej Kramaric udlignet, da han satte panden på et indlæg fra Mario Mandzukic, mens hele fem russiske spillere så til uden at forhindre det.

I anden halvleg lykkedes det ingen af mandskaberne at finde målet, selvom Kroatiens Ivan Pericic havde et godt forsøg på indersiden af stolpen.

Dermed måtte kampen i forlænget spilletid, og her bragte forsvarsspilleren Domagoj Vida Kroatien foran 2-1. Men russerne krigede videre og efter 115 minutters spil kom forløsningen, og stadion i Sotji eksploderede.

Et frisparksindlæg fra indskiftede Alan Dzagoev, der ellers har været skadet ved VM siden første kamp, landede perfekt i pandebrasken hos højreback Mario Fernandes, der udlignede flot.

I straffesparkskonkurrencen havde flere spillere svært ved at ramme målet, og to russere brændte deres forsøg. Til sidst var Kroatiens Ivan Rakitic dog sikker, og han sikrede en kroatisk sejr efter et dramatisk opgør.

I semifinalen kan Kroatien se frem til at møde England, der tidligere fredag slog Sverige ud af VM. Semifinalen sendes på DR1 onsdag klokken 20.00.

Facebook
Twitter