Skal du afsted? 400 ekstra billetter til salg til dansk VM-brag

Inden klokken 21 torsdag aften kan danske fodboldfans via DBU købe billetter til VM-kampen mod Kroatien.

Danske fans før kampen mellem Danmark-Frankrig (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Dansk Boldspil-Union (DBU) sætter yderligere 400 billetter til salg til VM-ottendedelsfinalen mellem Danmark og Kroatien.

Det oplyser DBU i en pressemeddelelse.

Billetterne skal købes inden torsdag aften klokken 21. Herefter overgår billetterne til åbent salg via Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Billetterne, som koster 1500 kroner stykket, kan købes via billetsalg.dbu.dk.

Kampen spilles i Nisjnij Novgorod med kampstart klokken 20 dansk tid.

- VM-holdet oplevede en fantastisk opbakning til kampen mod Frankrig med tusindvis af danske fans på stadion i Moskva.

- Derfor håber vi, at så mange danske fans som muligt har lyst til at tage rejsen til ottendedelsfinalen mod Kroatien, siger Jakob Høyer, der kommunikationschef i DBU, i pressemeddelelsen.

Ud over de ekstra billetter hos DBU er der mulighed for at købe billet via fifa.com, der løbende frigør billetter til kampen, oplyser DBU.

Stadionet i Nisjnij Novgorod har plads til 45.000 tilskuere. DBU skriver, at man forventer udsolgt til opgøret.

Billetsalget til ottendedelsfinalerne begyndte i december sidste år. DBU har fået tildelt otte procent af billetterne til salg i den første salgsperiode. Det var fra primo december til slutningen af januar.

Der har ifølge DBU været udsolgt til kampen, indtil gruppekampene blev spillet. Men de seneste dage har andre fans - formentlig fra Peru og Australien - sendt deres billetter retur, lyder det fra DBU.

/ritzau/

Facebook
Twitter