Svensker og tidligere engelsk landstræner: ’Sverige kan gå helt til finalen’

Den tidligere toptræner Sven-Göran Eriksson tror, at Sverige slår England i VM-slutrundens kvartfinale på lørdag.

Sven-Göran Eriksson var i en periode landstræner for England og stjernen David Beckham. (Foto: Katarina Stoltz © Scanpix)

Der venter noget af en gyser lørdag eftermiddag, når Sverige og England støder sammen i VM-kvartfinalen. Svenskerne har vist gode takter med sejre over Mexico og Schweiz i de seneste to kampe, mens englænderne var ude i et drama mod Colombia, hvor de vandt i straffesparkskonkurrence.

Men hvem vinder? En af de bedste eksperter til at spørge om det er nok Sven-Göran Eriksson. Han er ikke bare svensker, men han var faktisk også engelsk landstræner i perioden fra 2001 til 2006, og har derfor en indsigt i begge nationer.

- England får meget svært ved at score mål på Sverige. Jeg tror, at det bliver en svensk sejr. Som de spiller lige nu, kan de gå hele vejen til finalen, siger ’Svennis’ til Expressen.

Samtidig morer Sven-Göran Eriksson sig over, at England formåede at gå videre på straffesparkskonkurrencen. Det er nemlig en oplevelse, der står ham fjerne.

- Det er utrolig sjovt for dem, at de vinder på straffe. Jeg har prøvet at ryge ud af både EM og VM med England i straffesparkskonkurrence, forklarer svenskeren.

Det skete for Sven-Göran Eriksson ved EM i 2004 og VM i 2006. Begge gange måtte de se sig slået af Portugal.

- Det bliver en fantastisk VM-kvartfinale – en stenhård fight mellem Sverige og England, siger han.

Kampen bliver spillet på lørdag klokken 16.00, og den bliver vist på DR1. Den kan også lyttes til i LIGA på P3 eller følges på dr.dk/vm.

Facebook
Twitter