Rundt om Christian Eriksen

TOP 40 De bedste danskere nogensinde: Eriksen klatrer mod toppen

DR Sportens Marco de los Reyes kommer her med sit bud på, hvem der forud VM i Rusland er Danmarks 40 største spillere i historien.

Christian Eriksen, Martin Jørgensen, Brian Laudrup, Michael Laudrup og Nicklas Bendtner er alle i top 40 på Marco de los Reyes' liste. (Foto: SCANPIX © sCANPIX)

Christian Eriksen har uden tvivl været de senere års i særklasse bedste danske fodboldspiller, og i løbet af 2017 udviklede han efter flere års tilløb sig også til den dominerende skikkelse på det danske landshold kulminerende med de tre mål i 5-1-sejren i Irland i den afgørende VM-playoff-kamp.

På sit klubhold Tottenham har den nu 26-årige fynbo ligeledes haft stor succes. Både i Premier League og Champions League, hvor han i den forgangne sæson eksempelvis scorede det ene mål i 3-1-sejren i gruppekampen over de senere mestre fra Real Madrid.

Christian Eriksens succeser har da også betydet, at han de senere år er suset op ad listen over Danmarks bedste spillere nogensinde. Og med flotte præstation ved VM-slutrunden i Rusland kan den kreative midtbanespiller tage yderligere et stort skridt frem.

Herunder et mit bud på alle tiders største 40 danske spillere – vurderet på niveau og præstationer for såvel klub- som landshold. Og jo større en scene, man har præsteret på, jo mere tæller det. Sådan er er det.

Med en rigtig god figur ved VM-slutrunden kan Christian Eriksen komme op i top 15 – eller i hvert fald i nærheden - men herfra begynder der også at skulle meget til, hvis man vil blande sig.

40. Nicklas Bendtner (1988) I modsætning til klubkarrieren har landsholdskarrieren været ganske imponerende. Han har scoret mange vigtige mål og har i alt scoret 30 mål i 81 landskampe. Blev på grund af en skade ikke udtaget til VM.

39. Thomas Gravesen (1976) Efter et større tilløb etablerede Thomas Gravesen sig forud for VM i 2002 som Danmarks bedste midtbanespiller på niveauet lige under de bedste i Europa. Var med til at sikre Danmark en plads i 1/8-finalen ved det VM og en plads i kvartfinalerne ved EM to år senere. Skiftede i 2005 fra Everton til Real Madrid, hvilket ikke blev nogen succes.

Thomas Gravesen skiftede til Real Madrid, mens stjerner som Luis Figo, Zinedine Zidane og David Beckham. (Foto: Lars mØLler © Scanpix)

38. Axel Pilmark (1925-2009) Spillede 25 landskampe og var en af profilerne, da Danmark vandt OL-bronze i 1948. Var højre half, hvad der svarer til midtbanespiller i dag. Kom i 1950 til Bologna, hvor han spillede med stor succes i ni sæsoner.

37. Jesper Olsen (1961) Kreativ og uhyre driblestærk spiller, der fik sit helt store gennembrud med solomålet til 2-2 i EM-kval-kampen hjemme mod England i 1982. Spillede da for Ajax og kom siden til Manchester United. Scorede tre mål ved VM i 1986, men huskes desværre primært for den katastrofale tilbagelægning, som Emilio Butragueño udnyttede til at score til 1-1, hvorefter Spanien vandt 1/8-finalen med 5-1.

Jesper Olsen var en af de bedste driblere på det stærke landshold i 1980'erne. (Foto: MOGENS LADEGAARD © Scanpix)

36. Kim Vilfort (1962) Begyndte karrieren som angriber, men blev en alsidig og ekstrem værdifuld midtbanespiller for både Brøndby, hvor han var med, da klubben nåede UEFA Cup-semifinalen i 1991, og landsholdet, hvor han var med EM-triumfen i 1992 – og tilmed scorede det ene mål i 2-0-sejren over Tyskland i finalen.

35. Christian Poulsen (1980-)Arbejdsom midtbanespiller, der fik et hurtigt gennembrud på landsholdet, hvor han spillede en afgørende rolle, da Danmark i 2002 besejrede Frankrig ved VM og kvalificerede sig til 1/8-finalerne. Var to år senere med til at nå en kvartfinale ved EM. Spillede med stor succes for Schalke 04 og Sevilla, som han vandt UEFA Cuppen med i 2007.

34. Thomas Helveg (1971) Scorede i 4-1-sejren over Nigeria ved VM i 1998, hvor Danmark gik videre til kvartfinalerne. Var også med til at spille Danmark frem til kvartfinalerne ved EM i 2004. Spillede på toppen af sin karriere for Udinese, AC Milan og Inter. Var primært højre back og opnåede 108 landskampe.

33. Ebbe Sand (1972) Kom lidt sent i gang, men endte med i flere år at være stamspiller på landsholdet og var allerbedst i 2001, hvor han som Schalke 04-spiller endte som topscorer i Bundesligaen og scorede ni mål på landsholdet.

Ebbe Sand nåede kun at være på banen i få sekunder i ottendedelsfinalen ved VM i 1998 mod Nigeria, før han havde øget Danmarks føring til 3-0. (Foto: OLEG POPOV © Scanpix)

32. Jesper Grønkjær (1977) Spillede 80 landskampe for Danmark og deltog ved EM i 2000 og 2004 samt VM i 2002 og 2010. Det blev til et enkelt mål ved slutrunderne;,da Danmark vandt 2-0 over Bulgarien ved EM 2004. Spillede for flere klubber i udlandet, men havde størst succes i FC København, hvor han spillede de sidste fem år af sin karriere.

31. Michael Rohde (1894-1979) Spillede for B93 og scorede 22 mål i 40 landskampe. Kunne have været et langt mere kendt navn i dag, men var på toppen på et tidspunkt, hvor landsholdet ikke opnåede de store resultater. Var med i 0-1-kampen mod Spanien ved OL i 1920, hvor Danmark var blandt favoritterne, men røg ud i første runde.

30. Sophus ”Krølben” Nielsen (1888-1963) Scorede hele 10 mål, da Danmark slog Frankrigs A-landshold ved OL i 1908, hvor Danmark vandt sølv. Scorede et mål mere ved det OL samt to mere fire år senere, hvor Danmark igen vandt OL-sølv. Dermed er han alle tiders topscorer ved OL. Spillede for Frem og Holstein Kiel.

29. Svend Jensen (1905-1979) Var alle tiders bedste danske keeper, indtil Peter Schmeichel dukkede op. Vogtede buret i 41 landskampe fra 1927 til 1939 og vandt det danske mesterskab seks gange med B93.

28. Poul ”Tist” Nielsen (1891-1962) Scorede vanvittige 52 mål i 38 landskampe. Flest mål scorede han i en kamp mod Sverige i 1913, hvor det blev til hele seks kasser. Var alene om målrekorden, indtil Jon Dahl Tomasson tangerede den i 2010. Spillede for KB og blev kaldt for ”Tist”, fordi han var kendt for at skaffe sig gratis billetter til klubbens kampe, da han var dreng.

27. Martin Jørgensen (1975) Spillede hele 102 landskampe og deltog ved EM i 2000 og 2004, hvor Danmark nåede en kvartfinale, samt VM i 1998, 2002 og 2010. Havde størst VM-succes i 1998, hvor han bragte Danmark foran 1-0 i kvartfinalen mod Brasilien, som dog vandt 3-2. Spillede i ti år for Udinese og Fiorentina.

26. Ulrik le Fevre (1946) Klassisk venstre wing. Blev to gange mester med både Borussia Mönchengladbach og Club Brugge. Scorede årets mål i tysk fodbold i 1972, hvor han lobbede bolden over to modstandere og helflugtede den i nettet.

25. Christian Eriksen (1992) Debuterede på landsholdet allerede som 18-årig og deltog samme år ved VM i Sydafrika i 2010. Hans bedste år på landsholdet var i 2017, hvor han scorede ni mål i ni kampe. Skiftede fra Ajax til Tottenham i 2013, og i april i år kom han for første gang på (spillerforeningens) årets hold Premier League.

24. John Sivebæk (1961) Højre back, der fik sit internationale gennembrud med et mål mod Irland i 1985 efter en fantastisk solotur. Var som eneste dansker med ved EM i 1984, 1988 og 1992 samt VM i 1986. Spillede blandt andet i Vejle og Manchester United.

John Sivebæk er en af få spillere, som både havde fornøjelsen af VM i 1986 og EM i 1992. (Foto: Bent K Rasmussen © Scanpix)

23. Ole Madsen (1934-2006) En centerforward med stor målnæse. Scorede 42 landskampsmål i 51 landskampe – blandt andet alle seks, da Danmark efter tre kvartfinalekampe (inklusive en omkamp) mod Luxembourg kom i semifinalen ved EM i 1964. Spillede for HIK og Sparta Rotterdam.

22. Jan Mølby (1963-) Fik aldrig for alvor vist sit fulde potentiale på landsholdet, hvor han selv sagde fra i 1990. Men medvirkede i alle fire kampe ved VM i 1986 og scorede også nogle vigtige frisparksmål i kvalifikationen frem mod EM 1988. Udfoldede derimod – i perioder - sit store talent i Liverpool. Ikke mindst i 1986, hvor han var med til at vinde ”The Double”.

21. Johnny Hansen (1943) Var i 1970erne en højre back af europæisk topklasse og vandt i den periode flere titler med alle tiders bedste Bayern München-hold – blandt andet Europa Cuppen for mesterhold i 1974 og 1976.

Ivan Nielsen (th.) var en fast del af den stærke danske defensiv i 1980'erne. (Foto: ukendt © Scanpix)

20. Ivan Nielsen (1956) En af de mere anonyme spillere på dynamit-holdet i 1980erne. Men var på toppen af sin karriere en af Europas bedste forstoppere. Var med til at vinde Europa Cuppen for mesterhold i 1988 med PSV Eindhoven.

19. Daniel Agger (1984) Midterforsvarer af høj international klasse. Spillede i Liverpool i otte år, og scorede sejrsmålet, da klubben i 2007 vandt 1-0 over Chelsea i den anden semifinale i Champions League og kvalificerede sig til finalen, som AC Milan vandt 2-1. Spillede 75 landskampe og deltog ved VM i 2010 og EM 2012.

Daniel Agger var anfører i en længere periode for de danske landshold. (Foto: Claus bech © Scanpix)

18. Flemming Povlsen (1966) Havde en fremragende landsholdskarriere toppende med triumfen i EM 1992, hvor han var en af slutrundens bedste spillere. Spillede på det tidspunkt for Borussia Dortmund. Stoppede på grund af en knæskade karrieren som 27-årig i 1995. Deltog også ved EM i 1988, hvor han scorede en enkelt gang – i 2-3-nederlaget mod Spanien.

17. Per Røntved (1949) Spillede også på midtbanen, men havde størst succes på liberoposten, hvor han som Werder Bremen-spiller i 1970erne en af Bundesligaens bedste. Spillede 75 landskampe, hvilket dengang var rekord.

16. Knud Lundberg (1920-2002) Kendt for meget andet end fodboldkarrieren. Var en langsom, men meget begavet spiller. Stor profil ved OL i 1948. Ønskede ikke at blive professionel i udlandet. Var anfører i 27 af sine 40 landskampe.

15. Henning Jensen (1949-2017) Markerede sig som europæisk topangriber i først Borussia Mönchengladbach, som han vandt ÚEFA Cuppen med i 1975, og siden Real Madrid. Scorede i 1973 et berømt hovedstødsmål i kampen mellem de gamle og nye EF-lande.

14. Karl Aage Hansen (1921-1990) Var som innerwing en af profilerne på holdet, der vandt bronze ved OL i 1948. Spillede blandt andet med stor succes i Juventus. Vandt mesterskabet med klubben i 1952, men havde størst personlig succes året forinden, hvor han med 23 mål blev nummer tre på topscorerlisten i Serie A.

13. Pauli Jørgensen (1905-1993) En dansk legende fra før 2. verdenskrig og var på toppen en af Europas bedste angribere. Spillede primært i Frem, var ekstrem populær og scorede i alt 44 landskampsmål.

12. John Hansen (1924-1990) "Lange John" med det fantastiske hovedstød vandt bronze ved OL i 1948. Blev derefter solgt til Juventus, hvor han i flere år havde stor succes. Blev topscorer i Serie A i 1951/1952-sæsonen med hele 30 mål.

11. Carl Aage Præst (1922-2011) Var med til at vinde OL-bronze med landsholdet i 1948. Derefter kom han til Juventus og udviklede sig til en af Europas bedste venstre wings. Vandt Serie A to gange med Torino-klubben.

Jon Dahl Tomasson tysser på de svenske fans efter at have bragt Danmark foran 2-1 mod Sverige ved EM i 2004. (Foto: Lars mØLler © Scanpix)

10. Jon Dahl Tomasson (1976- ) Scorede 52 mål i 112 landskampe. Er sammen med Poul "Tist" Nielsen den mest scorende spiller på det danske landshold. Scorede fire mål ved VM i 2002 og tre mål ved EM i 2004. Blev "Man of the Match", da Feyenoord i 2002 slog Borussia Dortmund i UEFA Cup-finalen. Havde også en vis succes med AC Milan, som vandt Champions League i 2003, hvor han dog ikke var med i finalen.

9. Frank Arnesen (1956- ) Var fra slutningen af 1970'erne og små ti år frem en af Europas bedste midtbanespillere på sine bedste dage. Var i 1984 med til at spille Danmark frem til en EM-semifinale. Blev udvist, da Danmark vandt 2-0 over Vesttyskland ved VM i 1986 og kunne derfor ikke være med i 1/8-finalen, hvor Spanien vandt 5-1. Spillede for Ajax, Valencia, Anderlecht og PSV Eindhoven.

8. Søren Lerby (1958- ) Var i mange år en dynamisk midtbanespiller af højeste internationale klasse. Spillede med stor succes for blandt andet Ajax, Bayern München og PSV Eindhoven, som han vandt Europa Cuppen for mesterhold med i 1988. Var med ved både EM i 1984 og VM i 1986.

7. Morten Olsen (1949- ) Det var først, da han var i 30erne, at han etablerede sig som en libero i verdensklasse. Havde derefter stor succes med Anderlecht, der vandt UEFA Cuppen i 1983, og landsholdet, der nåede en semifinale ved EM i 1984 og en 1/8-finale ved VM to år senere.

Morten Olsen var anfører for det stærke VM-hold i 1986. (Foto: Bent K Rasmussen © Scanpix)

6. Brian Laudrup (1969- ) Var en de store profiler ved EM-slutrunden i 1992, hvor Danmark strøg til tops. Var en af Danmarks bedste spillere, da det danske landshold nåede en kvartfinale ved VM i 1998. På klubplan havde han mest succes i Rangers i Skotland. Deltog også ved EM i 1996, hvor han scorede tre mål.

5. Harald Nielsen (1941-2015) Var trods sine blot 18 år Danmarks store stjerne, da det blev til dansk OL-sølv i 1960. Kom til Italien, hvor han vandt Serie A med Bologna en gang og to gange blev topscorer i ligaen. I 1967 blev han verdens dyreste spiller, da Inter købte ham for 6,3 millioner kroner.

Harald Nielsen (th.) var en del af den stærke danske stamme, da de viste sig frem ved OL i Rom. (Foto: Aage Sørensen © Scanpix)

4. Preben Elkjær (1957- ) Verdens bedste angriber midt 1980'erne. I France Footballs kåring af årets spiller i Europa blev han nummer tre i 1984, nummer to i 1985 og nummer fire i 1986. I 1985 var han den store angrebsprofil hos Verona, der højst overraskende vandt det italienske mesterskab. Stor stjerne ved EM i 1984, hvor Danmark nåede semifinalerne, og hvor han især imponerede med et solomål mod Belgien. Scorede fire mål ved VM i Mexico i 1986.

3. Allan Simonsen (1952- ) Var i flere år en af Europas bedste angribere og blev kåret som årets spiller i Europa i 1977. Scorede det år et flot mål i Europa Cup-finalen for mesterhold, hvor hans mandskab Borussia Mönchengladbach dog tabte 1-3 til Liverpool. Blev nummer tre i kåringen af årets spiller i Europa i 1983.

2. Peter Schmeichel (1963- ) Var en af slutrundens store stjerner, da Danmark sensationelt vandt EM i 1992. Samme år samt året efter blev han kåret til verdens bedste keeper. I 1999 vandt han mesterskab, FA Cup og Champions League med Manchester United. Vandt i alt fem mesterskaber med ”de røde djævle”.

Måske en af Peter Schmeichels vigtigste redninger, da han tager Marco van Bastens straffespark i EM-semifinalen. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

1. Michael Laudrup (1964- ) Det var især hans præstationer for FC Barcelona, der har givet ham status som alle tiders bedste danske spiller. Med ham på holdet vandt Barca mesterskabet fire gange i træk samt Europa Cuppen for mesterhold i 1992. På landsholdet imponerede han ved både VM i 1986 og 1998. Blev nummer fire i kåringen af årets spiller i Europa i 1985 og nummer fem i 1993.

Facebook
Twitter