Trods stor VM-blamage: Löw fortsætter som tysk landstræner

Der herskede tvivl om Joachim Löws fremtid som tysk fodboldlandstræner efter kæmpe nedtur i Rusland

Joachim Löw vil opbygge et nyt succeshold efter tyskernes exit i gruppespillet ved VM i Rusland. (Foto: MICHAEL DALDER © Scanpix)

Joachim Löw bliver som tysk fodboldlandstræner trods de regerende verdensmestres tidligere exit fra VM-slutrunden i Rusland.

Det bekræfter Det Tyske Fodboldforbund (DFB) tirsdag.

Tyskland sluttede sidst i sin gruppe efter nederlag til Mexico og Sydkorea samt en sejr over Sverige.

Efterfølgende kunne Löw ikke svare på, om han fortsatte i sit job. Löw havde ført Tyskland til VM-triumf i 2014, og kort inden VM i Rusland forlængede han sin kontrakt frem til sommeren 2022.

Men det var altså inden fiaskoen i Rusland. Det tyske landshold forlod VM i sidste uge, og DFB skriver på sin hjemmeside, at Löw til ledelsen nu har meddelt, at han ønsker at fortsætte og bygge et nyt hold op.

DFB-ledelsen bakker enstemmigt op om, at Löw fortsætter, skriver forbundet desuden.

/ritzau/

Facebook
Twitter