VIDEO Altafgørende VM-gyser mod Frankrig? Danmark har prøvet det flere gange før

Danmark og Frankrig har faktisk en historie i at mødes i den sidste kamp i gruppespillet ved VM.

Dennis Rommedahl var flyvende, da Danmark slog Frankrig i 2002. (Foto: Lars mØLler © Scanpix)

Danmark møder tirsdag Frankrig i den altafgørende gruppekamp ved VM-slutrunden, og det er faktisk blevet en normal ting med danske briller.

Hele to ud af de foregående fire VM-slutrunder med dansk deltagelse har nemlig haft et opgør mellem de rød-hvide og franskmændene i den sidste kamp i gruppen.

Begge gange har det været meget betydningsfulde kampe for Danmark, mens det for Frankrig kun havde en betydning i 2002.

Dermed er det med tirsdagens kamp tredje gang ud af fem mulige, at Danmark møder Frankrig med kniven for struben. De første to gange er danskerne dog gået videre. Vi tager jer med igennem begge gange.

VM 1998 - Minder om 2018

Denne slutrunde er en tro kopi af den nuværende med danske øjne. Før opgøret med de danske værter havde landsholdet mødt Saudi-Arabien i den første kamp, og uden at spille prangende var Marc Riepers mål nok til at sikre en 1-0-sejr.

Den anden kamp var mod Sydafrika, og selvom den bliver husket mere for en vanvittig dommerpræstation af colombianske John Toro Rendón, der gav tre kontroversielle røde kort, så var Allan Nielsens mål medvirkende til et dansk 1-1-resultat.

Derfor stod Danmark, ligesom i 2018, i en god position før opgøret mod Frankrig, der ligesom de nuværende franskmænd allerede var videre med to sejre efter to kampe.

En stor del af de franske profiler så kampen fra bænken, men Danmark spillede ikke blændende. Derfor endte det også med et dansk 2-1-nederlag. Danskerne skylder dog Saudi-Arabien en kæmpe gave, fordi de tager point fra Sydafrika.

Det betyder, at Danmark er videre til ottendedelsfinalen mod Nigeria. Som mange nok husker, blev den 4-1, hvorefter det endte med et tæt nederlag i kvartfinalen til de senere finalister Brasilien med 3-2.

VM 2002 - Danmark møder de regerende verdensmestre

Her ankommer Frankrig til slutrunden som de forsvarende verdensmestre og endda også europamestre, men musikken spiller ikke lige så godt som tidligere. Derfor har de åbnet VM-slutrunden med kun et enkelt point i to kampe.

Kravet til franskmændene er derfor en sejr over Danmark i den sidste kamp, som omvendt har startet turneringen rigtig godt. Med en sejr over Uruguay i den første kamp og en uafgjort i den anden mod Senegal, så kan Morten Olsens tropper anført af en meget skarp Jon Dahl Tomasson nøjes med uafgjort mod Frankrig.

Men Morten Olsen tager fusen på Frankrig. I en noget mere defensiv opstilling starter landstræneren den unge Christian Poulsen på midten sammen med Thomas Gravesen og Stig Tøfting. Den hårde trio lukker ned for Zinedine Zidane, og fremme er Jon Dahl Tomasson og Dennis Rommedahl farlige.

Danmark vinder kampen 2-0, vinder gruppen og sender de regerende verdensmestre ud. I ottendedelsfinalen løber danskerne dog ind i en mur, da de taber 3-0 mod England.

Vinderen vinder det hele

Der er en sjov lille detalje omkring de danske opgør med Frankrig. Vinderen af kampen går meget ofte hen og vinder det hele.

For at bygge den detalje op bliver vi nødt til at tage EM-slutrunder med. Vi starter i 1984. Her taber Danmark åbningskampen mod franskmændene med 1-0. Frankrig bliver europamestre.

Ved EM i 1992 mødes de to nationer igen. Lars Elstrups mål til 2-1 sender Danmark videre fra gruppen, og resten er jo historie. Danmark vinder EM.

Ved VM i 1998 taber Danmark som tidligere nævnt til Frankrig, og i VM-finalen slår franskmændene Brasilien med 3-0.

Ved EM i 2000 mødes de to nationer endnu engang. Denne gang bliver Danmark kørt helt over og taber 3-0. Frankrig bliver europamestre.

Den eneste gang, at de to nationer har mødtes ved en slutrunde, hvor vinderen af opgøret ikke vandt turneringen er logisk nok i 2002, hvor Danmark så burde have blevet verdensmestre.

Opgøret mellem Danmark og Frankrig er tirsdag klokken 16.00. Kampen bliver vist på DR1, sendt i LIGA på P3 eller kan følges på dr.dk/vm. Hvis du vil se kampen under åben himmel, så anbefaler vi dig at komme i god tid på havnen i Aarhus til storskærmsarrangement.

Facebook
Twitter