VIDEO Mærket efter mange tacklinger? Neymar udgår fra træning med smerter

Neymar måtte forlade træningen før tid, da han fik problemer med anklen under Brasiliens træning.

Soccer Football - World Cup - Brazil Training - Brazil Training Camp, Sochi, Russia - June 19, 2018 Brazil's Neymar leaves training REUTERS/Hannah McKay (Foto: HANNAH MCKAY © Scanpix)

Superstjernen Neymar er i forvejen et stykke fra topformen efter en langvarig skade, og ved tirsdagens træning opstod et nyt problem for den brasilianske nummer 10.

Således måtte Neymar humpe fra træningen med ankelproblemer.

- Neymar forlod træningen i dag med smerter i højre ankel, siger Vinicius Rodrigues, der er talsmand for Det Brasilianske Fodboldforbund (CBF).

Han tilføjede, at der var tale om eftervirkninger fra de mange tacklinger, han stod model til i Brasiliens kamp mod Schweiz søndag.

Neymar satte rekord mod Schweiz for flest frispark begået imod sig i 20 år, og vi har samlet dem alle i denne video.

Neymar forlod træningen sammen med landsholdslægen og skal have behandling tirsdag og onsdag, inden han efter planen skal træne senere onsdag.

Brasiliens landstræner, Tite, sagde inden den første kamp, at Neymar stadig er et stykke fra sit bedste ovenpå skaden, der holdt ham ude de sidste måneder af sæsonen.

Brasilien, der fik 1-1 mod Schweiz i den første kamp, skal fredag i aktion mod Costa Rica.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter