VIDEO Stjernespillere sender storpolitisk stikpille

Schweiz’ store profiler Granit Xhaka og Xherdan Shaqiri markerede deres Kosovo-albanske baggrund.

Der var politiske spændinger på spil, da Schweiz i går slog Serbien 2-1.

Schweiz’ største profiler Granit Xhaka og Xherdan Shaqiri scorede begge og havde til lejligheden valgt den samme jubelscene: De formede en fugl med deres hænder, som unægteligt er svær at fortolke som andet end en gestus til ørnen i det albanske flag.

Xhaka og Shaqiri har begge Kosovo-albanske rødder. Kosovo er en tidligere serbisk provins, som erklærede uafhængighed i 2008. Det anerkender den serbiske regering imidlertid ikke, og derfor er de politiske spændinger store.

Spillernes gestus faldt dog ikke i god jord hos deres træner, Vladimir Petkovic – som i øvrigt er fra Bosnien-Hercegovina.

- Man skal aldrig blande politik og fodbold. Det er godt at være tilhænger og vigtigt at vise respekt, siger han.

- Det er tydeligt, at følelserne kommer op til overfladen. Jeg mener, at vi både på og uden for banen bør holde os fra politik i fodbold. Vi bør fokusere på det i sporten, der bringer folk tættere sammen, tilføjer landstræneren ifølge nyhedsbureauet AFP.

Spændingerne var tydelige under kampen. Således buhede de serbiske tilskuere ned mod især Xherdan Shaqiri ved hver boldberøring.

Stoke-spilleren lukkede dog munden på dem, da han scorede sejrsmålet sent i kampen. Og han forsøger at nedtone de politiske ladninger i jubelscenen.

- I fodbold er der altid mange følelser, og man kan se, hvad jeg gjorde, og det er bare følelser. Jeg var bare meget glad for at score det mål. Jeg gjorde det, og vi behøver ikke at tale om det, siger Shaqiri efter kampen.

Se den bemærkelsesværdige jubel i videoen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter