VIDEO Ustyrlige Ronaldo gør det igen

Cristiano Ronaldo skulle blot bruge fire minutter af Portugals opgør mod Marokko for at øge sin VM 2018-måltotal til fire.

94 minutters VM-fodbold. Længere tid skulle Cristiano Ronaldo ikke bruge for at lave fire kasser ved slutrunden i Rusland.

Den portugisiske verdensstjerne åbnede VM på forrygende vis med et hattrick i 3-3-kampen mod Spanien i fredags - onsdag lagde han lynhurtigt endnu en scoring til VM-totalen mod Marokko.

Joao Moutinho slog efter knap fire minutters spil af opgøret mod Marokko et indlæg ind fra højre. Ronaldo løb sig fri i feltet og midt for målet, på kanten af det lille felt kunne fænomenet fra Madeira uimodståeligt heade en portugisisk 1-0-føring i nettet.

Ronaldo 3 - 3 Spanien

I Portugals VM-åbningskamp mod Spanien afværgede Real Madrid-stjernen et truende nederlag mod Spanien, da han udlignede direkte på frispark to minutter før tid. Derudover havde Ronaldo selvfølgelig også selv sørget for Portugals 1-0 og 2-1-scoringer.

Vores to tv-kommentatorer var ved evalueringen af VM's 1. runde naturligvis også fulde af lovord om målmaskinen Ronaldo:

Andreas Kraul: - Cristiano Ronaldo. Vanvid! Har denne mand fundet formlen på evig ungdom? Vil han aldrig hvile et sekund? Hattrick mod Spanien – wow!

Henrik Liniger: - Ronaldo indtog dette VM som om, det var hans sidste. Det er det vel nok også. Meget tyder på, at det nok også bliver hans bedste.

I toppen af artiklen kan du se Ronaldos scoring mod Marokko.

Facebook
Twitter