VM-finalens baneløbere kan slippe med 15 dages fængsel og en bøde

Aktivisterne fra Pussy Riot rammer hul i lovgivningen med stadion-aktion.

En bøde og eventuelt en kortere fængselsstraf. Aktivisterne fra Pussy Riot ser ud til at slippe billigt fra baneløb under VM-finalen. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Op til 15 dages fængsel og bøder for uretmæssigt at iføre sig embedsmandsuniformer. Det er udefra betragtet de relativt beskedne straffe, som fire aktivister fra ‘Pussy Riot’ imødeser efter søndag at have afbrudt VM-finalen i Moskva.

Det fortæller Matilde Kimer, DR Nyheders korrespondent i Rusland, hvor politimyndighederne nu har offentliggjort sigtelserne mod de fire baneløbere.

- De er sigtet for at have forbrudt sig mod reglerne for publikums opførsel under sportsbegivenheder samt for ulovligt at have iklædt sig politi- eller embedsuniformer. Straffen er bøder på op mod 20.000 rubler (Cirka 2.000 danske kroner, red.) samt 15 dages fængsel og konfiskation af uniformerne, siger Matilde Kimer.

Fire personer løb på banen

Søndagens VM-finale mellem Kroatien og Frankrig blev kortvarigt afbrudt af fire såkaldte baneløbere. De fire personer løb ind på banen, hvor dommeren måtte afbryde spillet, indtil sikkerhedsfolk fik gelejdet gruppen - tilsyneladende iført uniformer - væk.

Kort efter viste det sig, at der var tale om medlemmer af den Putin-kritiske aktivistgruppe Pussy Riot. Begivenheden var ment som en protest over den generelle politiske situation i Rusland, oplyste gruppen senere.

Særlov i værtsbyer

Ganske paradoksalt ser det ud til, at Pussy Riot-folkene slipper billigere fra at afbryde VM-finalen foran en milliard tv-seere, end hvis de havde demonstreret på gaden uden for Luzhniki Stadion i Moskva.

- En af grundene til, at vi har set så få politiske demonstrationer under VM, er jo den særlov, som forbyder alle manifestationer i værtsbyerne. Man må ikke fremføre protester mod noget som helst. Men inde på stadion er det en anden paragraf, siger Matilde Kimer.

Russere stolte over VM

Hun fortæller, at de fleste almindelige russere er pavestolte over afviklingen af verdensmesterskaberne i fodbold. Den seneste måneds begivenheder bliver opfattet som et særdeles vellykket stævnemøde, som vil kunne ændre især den vestlige verdens opfattelse af landet.

- Der er en opfattelse af, at langt om længe har verden set det ægte og rigtige Rusland. Uden at udenlandske massemedier har dryppet malurt i bægeret. Set i det lys, så er Pussy Riots aktion blot en lille plet, og de bliver nærmest betragtet som en slags sabotører her, siger Matilde Kimer.

Putin sad i VIP-logen

Hvor lille Pussy Riot-pletten end måtte være, så er Matilde Kimer ret sikker på, at præsident Vladimir Putin ikke var positivt stemt, da han fra sit sæde på VIP-tribunen så de fire aktivisters entre på finale-græsset.

- Jeg tror, han blev rigtig vred. En ting er, hvis det var lykkedes for én person. Men at det ligefrem lykkedes for fire aktivister at snyde sig ind i finalens rampelys - det var sindssygt irriterende for ham. Dog stadig blot en mindre bagatel i det store billede.

Matilde Kimer fortæller, at de russiske myndigheder netop har besluttet, at alle personer med et såkaldt fan-identitetskort fra sommerens slutrunde, får visumfri adgang til Rusland resten af året.

Facebook
Twitter