VM-MORGENBRIEF Driblekunstnere, luftkonger og trætte kroater

Frankrig lukkede ned for Belgiens offensiv og spillede sig i VM-finalen, mens et dødboldstærkt engelsk mandskab i dag møder Kroatien.

Engelske Harry Maguire og Harry Kane har begge scoret med hovedet ved VM. Det har franske Mbappé ikke, men han har alligevel været umådeligt god.

Helt en fuser blev det ikke, men det blev heller aldrig det festfyrværkeri, man kunne have håbet på. Med spillere som Eden Hazard, Kevin de Bruyne og Romelu Lukaku på den ene side, og Antoine Griezmann og Kylian Mbappé på den anden, var der ellers kvalitet for alle pengene.

Men franskmændene kom med en plan om at lukke ned for belgierne og dermed også slukke for underholdningen. Og planen blev udført til perfektion. Franskmændene vandt med et enkelt mål og spillede sig i sin tredje VM-finalen.

Herunder får du et overblik over VM-semifinalerne. Både den i går, og lidt længere ned den i dag i mellem England og Kroatien.

Frankrig 1-0 Belgien

Se eller gense højdepunkterne fra semifinalen mellem Frankrig og Belgien.

I en tæt og taktisk affære trak Frankrig det længste strå med Samuel Umtitis hovedstødsmål efter et hjørnespark kort efter pausen. Eden Hazard og Kylian Mbappé tryllede på skift, men chancerne var ikke mange i den intense semifinale.

Podcast: Sidste nyt fra Østfronten

Hver morgen bliver du klædt på til at snakke med om VM i podcasten "Sidste nyt fra Østfronten" med DR Sportens udsendte i Rusland. I dag med Andreas Kraul og Tina Müller.

I bliver der snakket om den første VM-semifinale og ikke mindst kæmpetalentet (vi skal vel til at kalde ham kæmpestjernen nu?) Kylian Mbappé.

- Hvis der er en spiller, jeg vil huske fra den her slutrunde, så er det Kylian Mbappé, siger Tina Müller blandt andet.

Og så bliver kampen mellem de dødboldstærke englændere og de efterhånden hårdt prøvede kroater også vendt.

Podcasten kan høres her: http://dr.dk/sidstenytfraoestfronten

Husk at vælge det nyeste afsnit.

Det skal du glæde dig til i dag

Kroatien – England kl. 20 (DR 1 med optakt fra kl. 19.30)

  • Kroaterne så meget trætte ud, da de for anden kamp i træk endte i forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence mod Rusland. Er der mere i benene mod de unge englændere?
  • England har scoret otte af deres elleve mål på dødbolde ved slutrunden i Rusland. Kan kroaterne finde et modtræk mod de engelske luftkonger?
  • Raheem Sterling. Dele af den engelske presse er på nakken af den hurtige offensivspiller, der har været god for England, men også uskarp i sine afslutninger. Svarer han kritikerne igen med et mål mod ikke lynhurtig kroatisk backkæde, som han snildt kan løbe fra?