VM-MORGENBRIEF Tavse kommentatorer, colombiansk glæde og VM's første hviledag

Gruppespillet blev rundet af med spænding, langgabere og slutrundens mest kontroversielle kamp. Få dit VM-overblik her.

Colombia kunne ånde lettet op, efter landet med en sejr over Senegal sikrede sig førstepladsen i gruppe H. (Foto: LUIS ACOSTA © Scanpix)

Fredag er en trist dag for alverdens fodboldfans, der for første gang i to uger står op til en dag uden VM-kampe.

Gruppespillet er nemlig slut, men det betyder til gengæld, at ottendedelsfinalerne starter i morgen.

For at blive fuldt klædt på til dem får du her overblikket over de sidste gruppekampe ved VM i Rusland 2018 og selvfølgelig et overblik over holdene, der er gået videre.

Japan 0-1 Polen

VM's hidtil mest kontroversielle kamp, der udviklede sig til noget nær en farce i anden halvleg. Polen var foran 1-0, og det var en situation begge hold kunne leve med, da Japan på grund af Senegals nederlag til Colombia kunne gå videre på fair play-reglerne. Derfor endte kampen med, at begge hold nærmest stoppede med at spille til publikums store utilfredshed. DR's kommentatorer stoppede desuden deres kommentering på grund af den efter deres mening "skamfulde" afslutning. Læs mere om det her.

Senegal 0-1 Colombia

De sydamerikanske følelser fik frit spil, da dommerens fløjte lød i Samara i opgøret mellem Senegal og Colombia. 1-0-sejren til Colombia betød således, at Colombia slutter øverst i gruppe H med seks point, mens Senegal trak sorteper på gruppens tredjeplads.

Panama 1-2 Tunesien

Panama var på vej til at hente sin første sejr ved et VM, da holdet kom foran i første halvleg. Det lykkedes dog ikke at køre sejren hjem, da Tunesien vendte opgøret i anden halvleg og fik sin første VM-sejr siden 1978.

England 0-1 Belgien

Et flot mål af Belgiens Adnan Januzaj var nok til at sikre holdet en 1-0-sejr over England og førstepladsen i gruppe G. Både Belgien og England stillede med reserverne i opgøret, der dermed ikke blev den store gruppefinale, som mange forud for VM-slutrunden havde håbet på. En trist affære, hvor viljen til at sejr var svær at få øje på.

Sådan ser 1/8-finalerne ud

Med de sidste gruppekampe færdigspillet er alle otte ottendedelsfinaler på plads. De ser ud således:

Frankrig- Argentina, lørdag kl. 16, DR1

Uruguay – Portugal, lørdag kl. 20, DR1

Spanien – Rusland, søndag kl. 16, TV 2

Kroatien – Danmark, søndag kl. 20, DR1

Brasilien – Mexico, mandag kl. 16, DR1

Belgien – Japan, mandag kl. 20, TV 2

Sverige – Schweiz, tirsdag kl. 16, TV 2

Colombia – England, tirsdag kl. 20, TV 2

Podcast: Sidste nyt fra Østfronten

Hver morgen bliver du klædt på til at snakke med om VM i podcasten "Sidste nyt fra Østfronten" med DR Sportens udsendte i Rusland. I dag med Andreas Kraul og Tina Müller.

- Nu bliver VM et udskillelsesløb. Det bliver en alpeetape i Tour de France, hvor der kun sidder de helt hardcore tilbage til sidst, siger Andreas Kraul.

Podcasten kan høres her: http://dr.dk/sidstenytfraoestfronten

Husk at vælge det nyeste afsnit på listen.

Det skal du glæde dig til i dag

Du skal bruge hele dagen på at glæde dig til, at ottendedelsfinalerne starter i morgen.

Facebook
Twitter