Finnjolle-mester hjælper Oracle i Americas Cup

Jonas Høgh-Christensens banemand ved OL i London giver en taktisk hånd til amerikanerne.

Besætningen på Oracle Team USA knokler for at holde trit med Team New Zealand i Americas Cup-sejladserne. (Foto: Robert Galbraith © Scanpix)

Bo Hasseriis har selv knoklet på de store både, når der var langt mere end en omgang på kajen bagefter på spil. Han guider dig her igennem Americas Cup, hvor Oracle Team USA og udfordrerne fra Team New Zealand kæmper om det prestigefyldte trofæ ud for San Franciscos kyst.

Der er en kort timeout i sejladserne om Americas Cup. I går valgte Oracle Team USA, OTUSA, at smide kortet, efter de læsterlige klø de fik tildelt af Team New Zealand, TNZ, forleden.

Men faktisk er den her timeout regel noget, der udelukkende hører Americas Cup til, ligesom mange andre regler og forordninger udelukkende hører Americas Cup til.

Her har en dags sejladspause givet OTUSA en chance for at finde nye løsninger, og da diskussionen de sidste par dage har gået på de fejlagtige, taktiske valg, der blev foretaget af John Kostecki, så trænede OTUSA med Ben Ainslie ombord.

Og ja, det er den samme Ben Ainslie, der tog OL-guld foran Jonas Høgh-Christensen i Weymouth sidste år. Og de billeder, der er kommet fra San Francisco, viser Ainslie stille sig på nøjagtigt samme plads bag rorsmanden som Kostecki tidligere indtog, og altså i rollen som direkte rådgiver til Spitthill bag roret.

Ingen forskel

Senere i dag bliver besætningen offentliggjort, men mon ikke det bliver med Ainslie som taktiker. Spørgsmålet er så, om det kommer til at gøre den helt store forskel? Personligt tror jeg det ikke, for efter at have set lidt på de data, man kan finde på den sidste sejlads, så står det klart, at Team New Zealand sejler uhyggeligt stærkt på kryds - og vigtigst, hurtigere end Oracle. Det gælder både når de sejler ligeud, og når de vender. Det eneste punkt, hvor Oracle ser ud til at have en lille fordel, er med vinden, hvor de da også har sejlet fra TNZ. Hvis Oracle skal hamle op med det stærke New Zealandske hold, så er der flere ting, der skal justeres. Ting, de formenligt i disse timer knokler med at forbedre, mens minutterne tikker af sted mod den næste sejlads.

Som jeg ser det, har OTUSA faktisk været stærkest i starterne og dejligt aggressive, når det handler om første runding og medvindsben. Men de har lavet både små og store fejl, der har kostet dem føringen på det næste krydsben - altså, det ben hvor bådene skal sejle op mod vinden. TNZ har sejlet forbi på det ben hver eneste gang, hvilket jeg ville have forsvoret, da blandt andre John Kostecki er på hjemmebane i det svære farvand mellem San Francisco og Alcatraz. Så det bliver spændende at se om Aisnlie - hvis det bliver ham - kan sparke mere fra sig. For hvis OTUSA kommer først rundt om topmærket, så er jeg overbevist om de vinder. Men her er det så, at regler og protester måske også denne gang har været med til at påvirke resultatet, for OTUSA mangler faktisk deres normale vinge-trimmer. Lad os se lidt på den sag.

Regler og forordninger

Som jeg nævnte tidligere, så har Americas Cup altid været præget protester, jurister og domsafgørelser. Og ind i mellem har slagsmålene i retten overskygget sejladsen, men det er en naturlig konsekvens af det det her er de rigeste drenges legestue. Som alle vi andre hader de at tabe, de er bare vant til at bruge alle midler for at få ret. Igennem historien er der masser af eksempler på retslige slagsmål, der ikke handler om sejladsen, men har påvirket resultatet. Derfor var det også nyt, da selve juryen forleden tog fat i Oracle Team USA, og tildelte dem en straf, for overtrædelser begået INDEN selve Americas Cup.

Sagen er kort, at holdene i et par år har sejlet i de mindre og næsten identiske både, AC45, som er det nærmeste man kan komme ens både. Man har sejlet over hele kloden i et sejladsformat, der har været både intenst og spændende, og med mange både.

Men hvor holdene selvfølgelig også VIL vinde - og hvor Oracle Team USA klart tilhørte favoritterne. Nå, i de her både er der et fast defineret område inde i båden, hvor man kan placere korrektionsvægte, hvis båden er for let. Alle vil have en båd, der er på minimumsvægt, men man vil også have den bedste vægtfordeling. Og her er det så at overtrædelsen fandt sted. Vingetrimmeren, hollandske Dirk de Ridder, valgte sammen med et par mand fra holdet på land at flytte vægt helt frem i båden, for at trimme den mere på næsen, og gøre den hurtigere.

Problemet var bare at det var ulovligt, og at det blev opdaget. Jeg tror ingen i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at Juryen ville komme med en dom for en overtrædelse før selve Americas Cup, der rakte langt ind i selve Americas Cup sejladserne. Men det gjorde de, og faktum er, at den vingetrimmer OTUSA har brugt i årevis nu kan se til fra kajen. Og hvis jeg skal samle op på hvad det kan betyde for båden samlet set, så kan det vel nærmest sammenlignes med, at man får fjernet sin favorit speederpedal i en Formel 1 bil. Mit bud er det har påvirket OTUSA mere end de vil være ved.

Juryen har fået meget ros for den konsekvente indstilling de har haft til det her snyd, og som om det ikke var nok, så har de også idømt OTUSA en mere direkte straf, nemlig en straf på to sejladser. Det betyder at Team New Zealand skal vinde 9 sejladser, mens Oracle skal vinde 11. Så selvom de lige nu har vundet en, så er stillingen egentlig 4 - minus 1 i Newzealændernes favør.

Det kan godt virke som om det er en hel masse jura og meget lidt sejlads, men i sammenligning med hvor mange gange kampen om The Auld Mug er blevet afgjort af jurister, så er det her kun små krusninger i overfladen. Men hvor er det dejligt konsekvent at idømme en personlig straf til den, der snød. Og nu står OTUSA uden deres bedste vingetrimmer.

Det hele går løs i aften - og jeg håber, at OTUSA har fået hentet mere end Ben Ainslie ud af skabet. Han alene kan ikke gøre en forskel, men det kan det samlede hold.

Den sjette sejlads går i gang kl. 22.15 dansk tid.

Facebook
Twitter