Fint maraton af Annemette Aagaard

Det blev hverken til topplacering eller OL-kvalifikation for maratonløberen Annemette Aagaard. Men alligevel er hun fuldt tilfreds med sin indsats ved VM.

Maratonløberen Annemette Aagaard sluttede som nummer 39 i VM-løbet, der fandt sted i Osaka, Japan natten til søndag dansk tid.

Danskeren kom ind i tiden 2.46.22 timer og placerede sig dermed i midten af feltets 67 startende, hvoraf 57 fuldførte. Tiden var noget fra hendes bedste, men forholdene indbød ikke til et hurtigt løb. Temperaturen rundede hurtigt 30 graders fugtig varme, og de steg til 35 grader mod løbets slutning.

- Det gik planmæssigt. Jeg lagde ud i et forholdsvist roligt tempo, og det holdt jeg stabilt hele vejen. Jeg turde ikke øge på noget tidspunkt, for jeg var bange for, at det ville ramme mig senere, siger Annemette Aagaard til DR Sporten.

Annemette Aagaards mellemtider rakte i løbets første to tredjedele til en placering omkring nummer 50, men på de sidste 15 kilometer avancerede hun kraftigt i feltet:

- Det skyldes, at jeg lagde forholdsvist roligt ud, og det var ikke alle, der gjorde det. Pludselig kom solen frem, og så gik det ud over dem, der havde løbet for stærkt i starten. Jeg kom hertil med den 54. bedste tid, så jeg er rykket noget frem og det er jeg rigtig godt tilfreds med, lyder det fra Annemette Aagaard.

Den 34-årige danskers næste mål er at kvalificere sig til OL næste år. Det kræver, at hun løber på under to timer og 33 minutter - to minutter under hendes personlige rekord:

- Det skal jeg nok, lovede Annemette Aagaard efter dagens løb.

Maratonløbet blev vundet af Catherine Ndereba fra Kenya i 2.30.37 timer, sølvet gik til Chunxiu Zhou fra Kina, mens japaneren Reiko Tosa tog bronzen. Det var værtsnationens første medalje ved dette VM.

Kvinder, maraton:

1. Catherine Ndereba, Kenya, 2.30,37 timer,  2. Zhou Chunxiu, Kina, 2.30,45,  3. Reiko Tosa, Japan, 2.30,55,  4. Zhu Xiaolin, Kina, 2.31,21,  5. Lidia Simon, Rumænien, 2.31,26,  39. Annemette Aagaard, Danmark, 2.46,22.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53afc812a11f9d0f94713d28

Facebook
Twitter