20-året for EM-guldet: Her til morgen hejste Ricardo flaget

Tidligere landstræner Richard Møller Nielsen fejrer EM-triumfen for tyve år siden ved at flage med Dannebrog.

Tidligere landstræner Richard Møller Nielsen fejrer EM-triumfen for tyve år siden ved at flage med Dannebrog. (Foto: Christian Lindgren © Scanpix)

En varm junidag i 1992 blomstrede bøgen på smukkeste vis. Det var højsommer i Danmark, og daværende landstræner Richard Møller Nielsen var rank som et fynsk bøgetræ og rolig som overfladen på en svensk skovsø, da Danmark og Tyskland udkæmpede slaget om EM-guldet hinsides Øresund.

De danske spillere fik overmagten i knæ, mens jublen og sejrens sødme spredte sig i hele landet. De mange Dannebrog i luften farvede himlen rød og hvid, og det gør Dannebrog også på 20-årsdagen i haven hos Richard Møller Nielsen.

- Jeg hejser flaget. Det gjorde jeg i morges. Det var en utrolig dejlig dag for tyve år siden, og så er det altid godt at hejse flaget, siger Danmarks eneste Europamester-træner, Richard Møller Nielsen, til DR Sporten.

Richard Møller Nielsen: Sejr forstærkede Danmarks omdømme

Den danske sejr var langt mere end blot et smukt fodboldeventyr. Den løftede ifølge Møller Nielsen danskernes selvværd og troen på, hvad vi egentlig kan.

- Jeg har altid hadet overlegenhed og arrogance, men hvis man ikke har en sund tro på egne evner, så fører det aldrig til noget. Jeg har fået et hav af beviser på, at det danske omdømme er blevet forstærket efter sejren i 1992, fortæller Richard Møller Nielsen.

EM-revanche i næste måned

I starten af næste måned samles heltene fra EM-triumfen på Østerbro Stadion, når tyskerne får mulighed for at revanchere nederlaget fra finalen. Om det bliver de danske spillere, der noch einmal får lov til at synge Deutschland, Deutschland alles ist vorbei, eller et tysk landshold, der får sagt tak for sidst, tør Richard Møller Nielsen ikke spå om.

- Det ved jeg virkelig ikke. Det anhænger af, hvad tyskerne kommer med. Hvor mange af dem, der kan spille endnu, og hvor mange af vores, der kan. Under alle omstændigheder bliver det et dejligt gensyn. Gode minder dukker frem, så det bliver forhåbentlig en rigtig dejlig eftermiddag, siger det fynske bøgetræ, der er blevet lidt mere gråt i toppen siden 1992, men som stadig har en aura af ro og sikkerhed.

Læs flere fortællinger fra EM-heltene i de kommende dage på dr.dk

Facebook
Twitter