50 personer anholdt: Kæmpe matchfixing-sag i Italien

En lang række spillere og ledere i lavere italienske rækker er under mistanke for matchfixing.

50 personer er blevet anholdt i forbindelse med en stor matchfixing-sag i Italien. (Foto: DR © DR Sporten)

50 personer blev tirsdag arresteret, da italiensk politi slog til i en sag om matchfixing i italiensk fodbold.

Samtidig blev 70 personer afhørt i en landsdækkende indsats, der handler om matchfixing i den tredje- og fjerdebedste italienske fodboldrække, skriver det italienske nyhedsbureau Ansa ifølge Reuters.

Blandt de arresterede er både spillere og direktører fra omkring 30 klubber, som ifølge politiet er under mistanke for at være indblandet i snyd med resultater.

Operationen, som ifølge avisen La Gazzetta dello Sport er døbt "Dirty Soccer," bliver ledet af anklagere fra byen Catanzaro, der tidligere har arbejdet med anti-mafia-kriminalitet.

Kriminel organisation

Der skulle angiveligt være tale om snesevis af fiksede kampe i de lavere rækker, og der skulle være tråde til den kriminelle organisation "Ndrangheta."

Anklagerne har i nogen tid afdækket et netværk af både spillere, trænere, klubpræsidenter og ledere i de 30 mistænkte klubber.

Det er uklart, om der er en forbindelse til seneste sag om matchfixing i italiensk fodbold, som siden 2011 har betydet, at over 100 personer har været under mistanke.

Her har både klubber i Serie A og B været under lup af anklagerne.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk