Afrikanerne er endelig begyndt at tro på deres egne fodboldtrænere

16 ud af 24 landstrænere ved dette års Africa Cup of Nations er statsborgere i den nation, de står i spidsen for.

Senegals landstræner, Aliou Cissé (i midten), er flere gange blevet fremhævet som en mand, der kan blive træner i en europæisk topklub på sigt. (Foto: Charly Triballeau/AFP og Suhaib Salem/Reuters og Max Rossi/Reuters © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)
Senegals landstræner, Aliou Cissé (i midten), er flere gange blevet fremhævet som en mand, der kan blive træner i en europæisk topklub på sigt. (Foto: Charly Triballeau/AFP og Suhaib Salem/Reuters og Max Rossi/Reuters © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

I mange år har det været mere reglen end undtagelsen, at de bedste afrikanske fodboldnationer havde en europæisk landstræner.

Ved det seneste VM i Rusland var kun to af de fem landstrænere hos Afrikas deltagende nationer født på kontinentet. Det samme gjorde sig gældende ved VM i 2014, mens kun én nation havde en afrikansk landstræner ved VM i 2010, som blev spillet i Sydafrika.

Men efterhånden ser udviklingen ud til at være vendt på det afrikanske kontinent.

Under dette års afrikanske mesterskaber i fodbold, der spilles i disse uger, er totredjedele af landstrænerne nemlig fra Afrika.

Til sammenligning var det ved Africa Cup of Nations for to år siden kun 10 ud af 24 landstrænere, som havde pas i den nation, de stod i spidsen for.

Det skyldes, at der er sket en mentalitetsændring i afrikansk fodboldi de senere år, forklarer DR Sportens fodboldekspert Francis Dickoh, der selv har spillet 13 landskampe for Ghana.

- Tidligere troede de afrikanske lande simpelthen ikke, at de havde tilstrækkeligt med trænerviden i deres egne lande. Og når afrikanerne endelig fik chancen som landstræner, så var det typisk med en meget kort snor.

- I dag er det anderledes. De lokale trænere får chancen, de får lov at lave fejl, og så er det gået op for mange nationer, at der er nogle klare fordele ved at have en lokal træner, fordi de kender mentaliteten ud og ind, siger han og tilføjer:

- I den afrikanske fodboldverden er der blevet taget et opgør med den historiske kontekst, hvor det var den hvide mand, der skulle fortælle, hvad den sorte mand kunne og ikke kunne.

Handler om at få chancen

Tidligere har der været eksempler på afrikanske nationer, der har haft afrikanske landstrænere ansat midlertidigt, så de kunne udskiftes kort før en stor slutrunde som for eksempel VM.

Det skete blandt andet forud for VM i 2010, hvor Nigeria fyrede Shaibu Amodu som landstræner kort før slutrunden, selvom den nigerianske træner havde kvalificeret hjemlandet til verdensmesterskaberne.

I stedet blev svenske Lars Lagerbäck ansat. Han kom direkte fra et job som svensk landstræner, hvor han ikke havde formået at sikre vores nabonation en billet til VM.

Samme år havde også svenske Sven-Göran Eriksson fået sit første trænerjob i Afrika, da han blev ansat som landstræner for Elfenbenskysten mindre end fire måneder før slutrunden.

Eksempler som ovenstående gav dengang de afrikanske trænere end følelse af at blive overset eller fravalgt, når den afrikanske fodbold skulle vises frem på den største scene, fortæller Malis nuværende landstræner Mohamed Magassouba til det tyske medie Deutsche Welle forud for årets afrikanske mesterskaber.

- Vi var magtesløse, og fodboldforbundenes valg gjorde ondt.

- Dem, der bestemte, mente simpelthen ikke, at vi var gode nok til at være landstræner. Og uanset hvad vi gjorde, så fik vi ingen opbakning.

Samme problematik pegede den afdøde Stephen Keshi på tilbage i 2013, da han var landstræner for Nigeria.

- De hvide trænere kommer kun til Afrika for at tjene penge.

- De gør ingenting, som vi ikke også kan gøre. Det er ikke fordi, jeg er racist. Men det er virkeligheden, sagde han til BBC.

Og måske var der noget om snakken.

For i dag er der måske flere afrikanske landstrænere end nogensinde før, og de får en hidtil uset opbakning, oplever Francis Dickoh.

Alligevel har han svært ved at se, at en afrikanske træner kommer til at slå i gennem i europæisk topfodbold i nær fremtiden.

- Tidligere har det handlet om, at de afrikanske trænere skulle have chancen. Nu er normerne og stereotyperne ved at blive brudt. Og så kommer det hele kommer skridt for skridt. Men der skal meget til, før de afrikanske trænere for alvor træder ind på den europæiske scene.

- Det er også derfor, at vi for alvor sidder og venter på, at der kommer et afrikansk land og laver noget larm rent sportsligt til VM. Det er dét, der skal til for at bryde gennem muren.

- Der er massevis af talent, passion og viden blandt de afrikanske fodboldtrænere, men jeg kan desværre ikke se, at der i morgen, i år eller i nær fremtid, at der kommer en afrikansk fodboldtræner til at stå i spidsen for en europæisk topklub, lyder det fra Francis Dickoh.

FacebookTwitter