Agger hjælper hjemløse til VM

Daniel Agger har lavet en Zlatan og hjælper landsholdet med at komme til VM i Chile.

Daniel Agger er netop vendt hjem til dansk fodbold og skriver autografer ved Brøndby Stadion tirsdag klokken 10:30. (Foto: Nils Meilvang © Scanpix)

Daniel Agger har hjulpet det danske hjemløselandshold med at komme med til VM i Chile senere på efteråret.

Den nyslåede Brøndby-spiller har doneret de 20.000 kroner, som hjemløselandsholdet manglede for at kunne komme afsted.

Det fortæller Fritz Ahlstrøm, der er i bestyrelsen for Ombold, der organiserer træning og turneringer for socialt udsatte:

- Da jeg dagen efter venskabskampen mod Tyrkiet talte med ham i landsholdets træningslejr i Helsingør, spurgte han hvordan det gik med Ombold.

- Da jeg svarede, at vi vist stadig mangler 40.000 kroner, replicerede han uden tøven: "Dem giver jeg," fortæller Ahlstrøm til ombold.dk.

Det viste sig, at de kun manglede 20.000 kroner, som Agger altså donerede.

- Der er ingen erstatning for klasse, og den har Daniel såvel på som udenfor banen - som spiller og menneske, siger Frits Ahlstrøm.

Daniel Agger har her til aften ønsket landsholdet god tur til VM, der spilles i oktober:

- Håber I får en fantastisk tur, skriver han på Twitter.

Agger følger dermed Zlatan Ibrahimovic' eksempel. Den svenske angriber gav i sommer en check til det svenske landshold for udviklingshæmmede og hjalp dem til VM i Brasilien. Han greb dog noget dybere i lommen, da han donerede 183.0000 kroner.

Det koster i alt 200.000 kroner at komme til VM. Der er også kommet donationer fra FC Midtjylland, der har tømt bødekassen. Hjemløse-avisen "Hus Forbi" har doneret 15.000 kroner og Fuglefonden har sendt 30.000 kroner.

- Nu - takket være Daniel Aggers generøsitet – er vi klar til afgang. Vi har råd til de fornødne vaccinationer, udstedelse af pas til spillerne og en kompetent lederstab til at tage sig af spillerne, Martin S. Pedersen, organisationens administrerende leder.

VM for hjemløse spilles i oktober måned i Chile. Læs mere om historien hos Berlingske eller Ekstra Bladet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve