Arshavin endelig på plads i Arsenal

Zenit St. Petersborg bekræfter, at klubben har solgt russeren Andrei Arshavin til engelske Arsenal for at beløb på over 100 millioner kroner.

Ruslands Andrei Arshavin er efter lange forhandlinger på plads som Arsenal-spiller. (Foto: Michaela Rehle © Scanpix)

Nicklas Bendtner får den russiske stjernespiller Andrei Arshavin som ny holdkammerat i Arsenal, efter at Zenit St. Petersborg tirsdag bekræftede Arshavins skifte til England.

- Begge klubber har formået at afslutte handlen. Arshavin skal spille for Arsenal fra nu af, siger Zenit-talsmanden Alexei Petrov.

Der er endnu ikke sat tal på kontraktlængden, eller hvor meget Arsenal har punget ud for spilleren, men helt billigt var Arshavin ifølge den russiske klub ikke.

- Det drejer sig om mere end 12 millioner pund, fortæller Petrov om beløbet, der svarer til over 100 millioner kroner.

Den 27-årige midtbanespiller blev for alvor verdenskendt efter sit gode spil for Rusland under sidste sommers EM-slutrunde, hvor russerne nåede frem til semifinalen.

 

Facebook
Twitter