Aston Villa ude efter Solskjær

Den tidligere Manchester United-spiller Ole Gunnar Solskjær er tæt på et managerjob i Premier League.

Molde-træner Ole Gunnar Solskjær kan inden længe blive Aston Villa-manager. (Foto: Cornelius Poppe © Scanpix)

Aston Villa leder efter en ny manager og har set sig varm på den tidligere Manchester United-spiller Ole Gunnar Solskjær. Premier League-klubben fyrede tidligere på ugen Alex McLeish som manager efter en skuffende sæson, og Solskjær nævnes som den hotteste kandidat til jobbet.

Så hot at Aston Villa torsdag har sendt repræsentanter til Kristiansand i Norge, hvor Solskjær bor og i øjeblikket er træner for Molde.

- Molde kender til interessen og kontakten fra Aston Villa, og er bekendt med, at Aston Villa og Ole Gunnar Solskjær snakker sammen, skriver den norske klub på sin hjemmeside.

Moldes administrerende direktør, Tarje Nordstrand Jacobsen, bekræftede tidligere fredag også interessen fra den engelske klub.

- Ledelsen i Molde blev bekendt med interessen fra Aston Villa for godt og vel to et halvt døgn siden, siger Jacobsen til den norske avis Romsdals Budstikke.

Molde er åben for at forhandle med Aston Villa om Solskjærs fremtid, men vil dog ikke bekræfte, om Aston Villa-repræsentanter er i Norge lige nu.

- Vi har forholdt os roligt til dette. Vi var ukendt med det, som skete torsdag, fortæller Jacobsen med henvisning til, at et fly med Aston Villa-folk landede i Kristiansund torsdag aften.

Den norske avis Dagbladet fik torsdag aften opstøvet, at Aston Villa-ejer Randy Lerners privatfly landede i Kristiansand.

- Det er ikke hemmeligt, så det kan jeg bekræfte, oplyser lufthavnschef Ole Kristian Pettersen til Dagbladet.

Aston Villa endte på en 16.-plads i ligaen med blot 38 point, det laveste pointantal i 25 år.

Ole Gunnar Solskjær, som har kontrakt med Molde frem til 2014, dukkede ikke op og styrede holdets formiddagstræning. Norske medier mener at vide, at Solskjær er fløjet til Birmingham for at forhandle videre med Aston Villa.

Facebook
Twitter