Axelsen taber til kineser ved sæsonfinalerne

Viktor Axelsen tabte i tre sæt til kineseren Yuqi Shi i sin anden gruppekamp ved sæsonfinalen i badminton.

Viktor Axelsen har vist flot badminton ved World Super Series Finals i Dubai, men han tabte torsdag til en stærk kineser. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © Stringer/Brazil)

Kineseren Yuqi Shi drillede Viktor Axelsen i torsdagens gruppekamp ved World Super Series Finals i Dubai - sæsonfinalen i badminton.

Axelsen endte skuffende med at tabe til den 21-årige Yuqi Shi med sætcifrene 21-13, 18-21, 17-21.

I første sæt var Danmarks bedste badmintonspiller i herresingle overlegen, og kineseren havde problemer med at følge med.

I andet sæt var rollerne byttet om, og Axelsen mistede styringen på kampen, selv om han forsøgte at spille frit. Danskeren tabte det tætte andet sæt.

Yuqi Shi kom foran 2-0 i tredje sæt, men Axelsen fik hurtigt udlignet til 2-2 og begyndte at dominere opgøret endnu en gang.

Kineseren forsøgte at svare igen, men Axelsen kom foran med hele 16-11, og det lignede en sikker dansk sejr.

Sådan skulle det dog ikke gå, da Yuqi Shi fik reduceret til 14-16, inden Axelsen stoppede den negative stime og bragte sig foran 17-14.

Axelsen mistede dog føringen helt kort efter, og stillingen var pludselig 17-17.

Kineseren havde momentum og bragte sig foran 20-17 mod Axelsen, der også tabte det næste point og så meget træt og slukøret ud efter nederlaget.

Axelsen har dog stadig muligheden for at avancere til semifinalen.

/ritzau/