Bedst betalt: Så meget tjener Agger

Den danske landsholdsanfører kommer til at tjene en formue efter at have forlænget med Liverpool.

En kvart milliard på fire år - Daniel Agger er nu den bedst betalte danske spiller i historien. (Foto: Phil Noble © Scanpix)

Pengene vælter ind på kontoen hos Daniel Agger, som fredag satte sin underskrift på en ny og guldrandet kontrakt med Liverpool.

Ifølge Politikens kilder, som er tæt på Premier League-klubben, løber kontrakten i fire år frem til sommeren 2016.

Avisen skriver, at aftalen med den engelske storklub sikrer landsholdsanføreren rundt regnet 250 millioner danske kroner på de fire år - og det gør angiveligt Agger til den bedst betalte danske fodboldspiller nogensinde.

Politiken skriver, at kontrakten handler om en lønpakke for hele perioden, som blandt andet omfatter løn, bonusser og loyalitetspræmier til den 27-årige tidligere Brøndby-forsvarer.

Den kæmpegage, som Daniel Agger nu får, menes at svare til, hvad Liverpool-anføreren Steven Gerrard og stjerneangriberen Luis Suarez honoreres med.

De danske spillere, der i nyere tid har haft de højeste lønninger i udenlandske klubber, skulle være den tidligere landsholdsanfører Jon Dahl Tomasson og midtbanespilleren Christian Poulsen, som her i slutningen af karrieren spiller i Ajax Amsterdam.

Der har været gættet på, at Tomasson og Poulsen var oppe på en årsløn på 42 millioner kroner, da de var i henholdsvis Milan og Juventus.

Daniel Agger - som har haft en lang række skadepauser og derfor "kun" har spillet 177 kampe og scoret ni mål for Liverpool FC - regnes af eksperter for at være blandt Europas allerbedste midtstoppere.

Både den engelske mesterklub Manchester City og Barcelona var ude efter Daniel Agger i sommer.

Barcelona har sikkert fristet Daniel Agger, men den spanske storklub kunne ikke tilbyde en overgangssum, som Liverpool ville acceptere.

Manchester City ville give 320 millioner kroner for Agger. Det var ikke nok for Liverpool, der hele tiden har ønsket at beholde ham som en ledende topspiller og altså nu betaler for det.

Daniel Agger har været ansat i Liverpool siden januar 2006.

Hans agent, den tidligere Brøndby-spiller Per Steffensen, ønsker ikke at udtale sig om den nye kontrakt, skriver Politiken.

/ritzau/

Facebook
Twitter