Bendtner og kaos-karrieren: 'Han er jo en celebrity'

PORTRÆT: Få historien om et uforløst fodboldtalent og utallige skandalesager.

Lord.

Kommentarfelterne til Nicklas Bendtners opslag på sociale medier har i mange år været propfyldt med ordet.

I Storbritannien bruges det til at tiltale adelsmænd. I Skotland svarer titlen til baron.

En af årsagerne er utvivlsomt også, at Nicklas Bendtner har været kæreste med den tidligere baronesse Caroline Fleming.

Men ironien er ikke til at tage fejl af.

Nicklas Bendtner er meget aktiv på sociale medier, men kommentarerne er ofte de samme fra hans følgere.

Selv har den danske fodboldspiller, der nu vender hjem til FC København, da også været irriteret over det.

- Uanset, hvor godt jeg gør det, bliver folk ved og ved med at træde rundt i det dårlige. Ren mobning, du ved. Folk kan virke fuldstændig blinde for, hvad jeg trods alt også har præsteret. Normalt opstår sådan nogle øgenavne, når folk ikke kan finde ud af deres sport, har Nicklas Bendtner fortalt i et interview med Euroman.

Historien om 31-årige Nicklas Bendtner er allerede lang og handler om meget andet end et internet-fænomen.

Han blev tidligt udråbt som et af de største danske fodboldtalenter nogensinde og fik som 16-årig en kontrakt i den engelske storklub Arsenal i London.

For nogle år siden erkendte Nicklas Bendtner, at det var en forkert vej at gå så tidligt. Vejen var alt for fuld af fristelser og vildfarelser.

Skandaler og genistreger

Det skorter ikke på skandalehistorier om Nicklas Bendtner.

Så kørte han spirituskørsel med en promille på 1,74 midt i København og mistede kørekortet. Så totalsmadrede han sin milliondyre Aston Martin på vej til et træningsanlæg.

Senest blev han sidste efterår tiltalt for at have tildelt en taxa-chauffør et knytnæveslag og et spark i ansigtet. Sagen ender med, at Nicklas Bendtner får en dom på 50 dages fængsel, som han afsoner med fodlænke.

Her kan du se, hvilke klubber Nicklas Bendtner har spillet i:

Men Nicklas Bendtner er også historien om en fodboldspiller med et enormt potentiale, som kun er blevet forløst i glimt.

Som da han i 2009 scorede et fantastisk mål mod Portugal i en VM-kvalifikationskamp i Parken, der sikrede resultatet 1-1.

Og efter en lang nedtur lykkedes det for Nicklas Bendtner at kickstarte karrieren i Rosenborg, hvor han i sin første sæson i 2017 blev topscorer i den bedste norske række.

- Det er stort for mig at være tilbage, efter at jeg har været nede i en dal, hvor mange mennesker havde dømt mig ude. Det er en af de ting, man aldrig skal gøre med mig: Man skal aldrig dømme mig ude og sige, jeg ikke kommer tilbage. Jeg kommer altid tilbage, sagde Nicklas Bendtner i slutningen af 2017.

Videoklippet nedenfor er fra DR’s dokumentarserie "Vi er landsholdet", der blev sendt i 2017:

Det var i den forbindelse, at landsholdskollegaen og eks-FCK'eren William Kvist understregede, at Nicklas Bendtner uanset niveau på fodboldbanen har en helt særlig status.

- Det er næsten lige meget, hvilken klub han spiller for, om det så var Næstved, så ville han fylde meget i mediebilledet. Han er jo en celebrity i en eller anden forstand, og det giver da en vis status, sagde William Kvist.

En del af fortællingen om Nicklas Bendtners comeback handlede ifølge ham selv også om den norske natur. Han havde fundet en indre ro ved at få muligheden for at fiske og gå lange ture, lød det fra hans agent, Ivan Marko Benes.

- Miljøet i Rosenborg har været godt for Nicklas. Det har været godt for ham at være i en klub og i en by, hvor det har været accepteret i omgivelserne, at man går op i andre ting, end man gør i det miljø, der er i England, hvor det måske handler om nogle andre ting, sagde han i slutningen af 2017.

- Et norsk miljø, hvor man alene og som hold kan gå ud og fiske sammen, og hvor man kan lave nogle ting sammen socialt, som måske er anderledes, end hvad han har været vant til. Han har brugt naturen meget, fisker meget og fundet en slags indre ro, der naturligvis også handler om, at han er blevet ældre.

Forskelsbehandling?

På det tidspunkt regnede Nicklas Bendtner ganske givet med at blive udtaget til den danske trup, der skulle spille VM i Rusland sommeren efter. Men sådan blev det ikke.

Landstræner Åge Hareide ville ikke udtage skadede spillere. Men Nicklas Bendtner - og Andreas Bjelland, der heller ikke blev udtaget - lavede kort efter en video, hvor de træner sammen i en indendørs hal.

Det blev af mange tolket som en stikpille til Åge Hareide.

Efter opblomstringen i 2017 begyndte det igen at gå ned ad bakke for Nicklas Bendter på fodboldbanen. I sæsonen 2018 scorer han kun ni mål - mod 19 året forinden. Og i sæsonen 2019 er det kun blevet til fem kampe - og nul mål.

Norske medier har berettet om en betændt stemning i Rosenborg omkring Nicklas Bendtner i den seneste tid.

Hans holdkammerater har angiveligt været stærkt irriterede over, at Nicklas Bendtner tilsyneladende spiller og træner under markant anderledes forhold end dem.

Den danske spiller har ifølge adressa.no haft tilladelse til at rejse til udlandet på tidspunkter, hvor resten af truppen trænede. Og når han endelig trænede med truppen, er han blevet beskyldt for ikke at yde nok.

Nu får Nicklas Bendtner så en ny chance under FC Københavns norske træner Ståle Solbakken, der ellers så sent som 20. august udtalte følgende til Ekstra Bladet:

- Vi kender hans situation, men det er en spiller, som lige nu ikke ville kunne hjælpe i nogle måneder, når man ser på hans kampsituation, sagde træneren.

Ikke desto mindre præsenteres Nicklas Bendtner i FC København på et pressemøde onsdag klokken 14.

Han får trøjenummer 32, som ellers for mange FCK-tilhængere er et ikonisk nummer, fordi Peter Møller bar det i sin tid.

Facebook
Twitter