Berømte VM-blodlinjer

Flere af VM-stjernerne har ikke talentet fra fremmede. Dyk ned i blodlinjerne her.

Francois Omam-Biyiks sensationelle sejrsmål i åbningskampen ved VM i Italien 1990. (© Scanpix)

Laudrup-familien er langt fra det eneste fodbolddynasti i verden, og ved VM i Brasilien vil flere af aktørerne have fodboldroyalt blod i årene.

Vi har samlet nogle af de mere prominente, og hører gerne fra jer læsere i kommentarfeltet nederst, hvis vi skulle have glemt en eller flere spillere, som helt åbenlyst burde have været nævnt.

Jean-Armel Kana Biyik – Cameroun

Rennes-forsvareren Jean-Armel Kana Biyik kommer ud af en særdeles fin fodboldfamilie. Både faderen André og onklen Francois Omam-Biyik var en del af et af de største VM-øjeblikke i Camerouns historie.

De to brødre var med på holdet, da Cameroun helt sensationelt slog de forsvarende verdensmestre Argentina i åbningskampen ved VM i Italien 1990. I en uhørt hårdt spillet kamp, hvor Argentinas anfører Diego Maradona lå mere ned, end han stod, og hvor Claudio Canniggia nærmest blev forsøgt myrdet på banen af afrikanerne, modtog André Kana-Biyik det første af to røde kort til Cameroun efter 61 minutter.

Broderen Francois Omam-Biyik headede til gengæld seks minutter senere bolden ind bag Argentinas målmand Nery Pumpido, der langtfra var uskyldig i det, der blev kampens eneste scoring.

Cameroun vandt deres VM-gruppe foran Rumænien, Argentina og Sovjetunionen, inden Colombia blev ekspederet ud af 1/16-finalerne på to scoringer i overtiden af veteranen Roger Milla. Endestationen blev kvartfinalenederlaget til England, der vandt 3-2 på et straffespark sat ind af Gary Lineker fem minutter før slutfløjt af den ekstra spilletid på 2x15 minutter.

Lidt af en fodboldarv for 24-årige Jean-Armel Kana Biyik, der i øvrigt er født i Metz og har repræsenteret Frankrig på U21-landsholdet.

Cameroun er i VM-gruppe A med værterne Brasilien og Mexico og Kroatien. Afrikanerne starter ud mod Mexico fredag 13. juni, mens Brasilien og Kroatien spiller åbningskamp dagen før.

Diego Forlán – Uruguay

35-årige Diego Forlán har både gode VM-minder (kåret til turneringens bedste spiller i 2010), og umanerligt gode fodboldgener fra begge sider af familien.

Faderen og højrebacken Pablo Forlán vandt det nationale mesterskab i Uruguay hele syv gange, og repræsenterede det lille land med de store fodboldtraditioner ved VM-slutrunderne i England i 1966 og i Vesttyskland i 1974.

Diego Forlán scorede fem mål og blev kåret til turneringens spiller ved VM i Sydafrika 2010, hvor Uruguay blev nummer fire. (© Scanpix)

Fra den anden side af familien er der også bold i blodet. Diego Forláns morfar Juan Carlos Corazzo spillede således i den argentinske klub Independiente i 1930’erne, mens han fra 1955 og frem til 1964 var landstræner i Uruguay. Corazzo stod i spidsen for Uruguay ved VM-slutrunden i 1962, hvor La Celeste dog ikke kom videre fra gruppespillet. Juan Carlos Corazzo døde i 1986, 78 år gammel.

Xabi Alonso – Spanien

Real Madrid-spilleren Xabi Alonso er ikke bare en af VM-slutrundens absolut mest cool spillere – baskeren er erklæret Pavement-fan – han er også søn af den tidligere spanske landsholdsspiller Miguel Alonso.

Diego Forlán scorede fem mål og blev kåret til turneringens spiller ved VM i Sydafrika 2010, hvor Uruguay blev nummer fire. (Foto: Georgi Licovski © Scanpix)

Som de to sønner Mikel og Xabi kom til at gøre efter ham, etablerede Miguel Alonso sig som professionel i Real Sociedad, hvor det blev til to mesterskaber i rap i 1981 og 1982, inden han skiftede til FC Barcelona, hvor det blev til et enkelt spansk mesterskab i 1985.

Miguel Alonso opnåede 20 kampe for det spanske landshold, og var en del af nedturen, da Spanien i 1982 afholdte VM med et exit i anden runde til følge. Derefter var Miguel ikke længere end del af landsholdet.

Alonso senior kastede sig sidenhen over trænergerningen i flere forskellige baskiske klubber, inden han i 2000 blev tilbudt jobbet i Real Sociedad. Det endte dog ikke videre lykkeligt, da Miguel Alonso blev fyret allerede efter 10 kampe. Det blev samtidig Miguel Alonsos sidste trænerjob.

Sønnen Xabi har for længst overgået Miguel Alonsos præstationer med landsholdet, og kan både kalde sig dobbelt europamester (2008 og 2012) og forsvarende verdensmester (2010). En fuldstændig vild præstation, som kan blive endnu mere vanvittig, hvis det lykkes for 32-årige Xabi Alonso og holdkammeraterne fra Spanien at genvinde det godt og vel seks kilo tunge VM-trofæ.

Daley Blind – Holland

Ajax-spilleren Daley Blind er ikke bare søn af en tidligere hollandsk VM-spiller, han har også det fædrene ophav med sig på turen til Brasilien. Farmand Danny Blind er således en del af den hollandske trænerstab under Louis van Gaal, og Danny og Daley kommer også fremover til at se meget til hinanden ved de hollandske landsholdssamlinger.

I et udslag af forbilledlig rettidig omhu har det hollandske fodboldforbund ikke bare sikret sig, at Guus Hiddink tager over, når Louis van Gaal efter VM-slutrunden starter i sit nye job i Manchester United, men også at Danny Blind overtager styringen af det hollandske landshold, når det går løs med VM i Rusland 2018. Et fornemt stykke planlægning.

Daley Blind fik sin landsholdsdebut d. 6. februar 2013 mod Italien i en 1-1-kamp og VM-slutrunden bliver den 24-årige venstrebacks første. Danny Blind nåede to slutrunder for Holland (1990 i Italien og 1994 i USA) og er to gange blevet kåret til årets spiller i Holland (1995 og 1996). En ære, der netop er overgået Daley Blind, der vandt sit fjerde mesterskab i træk med Ajax i år.

Daley Blind startede inde, da Holland lørdag spillede testkamp mod en anden VM-deltager, Ghana. Ved slutrunden i Brasilien er Blind, Blind og kompagni kommet i gruppe med Spanien, Chile og Australien.

Jordan og André Ayew - Ghana

I Hollands testkamp mod Ghana optrådte en anden VM-spiller med generne i orden. I Ghanas startopstilling var Marseille-spilleren Jordan Ayew, der er søn af Abedi Ayew – en mand, de fleste nok kender bedre under navnet Abedi Pele. Tilnavnet Pele fik Abedi Ayew for sine store kvaliteter med den lille runde, og naturligvis med henvisning til den brasilianske legende Pelé.

Abedi Pele blev tre gange kåret som årets spiller i Afrika (1991, 1992 og 1993), men et VM nåede den offensive midtbanespiller aldrig at opleve. På det punkt er - og bliver - Abedi overgået af ikke bare én, men tre af sine sønner.

Diego Forlán scorede fem mål og blev kåret til turneringens spiller ved VM i Sydafrika 2010, hvor Uruguay blev nummer fire. (© Scanpix)

For udover Jordan Ayew, så er også André Ayew med i Ghanas VM-trup. André Ayew var også med ved slutrunden i 2010 i Sydafrika, og det var såmænd også en tredje bror, Ibrahim Ayew, der dog ikke er med denne gang.

André Ayew tørner til daglig ud for Marseille, og er altså dermed klubkammerat med Jordan Ayew (der dog var udlejet til Sochaux i sidste halvdel af den forgangne sæson). Netop i Marseille havde Abedi Pele sin bedste tid i europæisk fodbold, hvor det blev til tre franske mesterskaber (1991, 1992 og 1993) og desuden vandt Champions League i 1993.

Har du spottet en VM-familierelation, som vi har overset? Det kunne eksempelvis være, at Spaniens målmand Pepe Reina har en far ved navn Miguel Reina, der sad på bænken ved VM i England 1966. Eller måske, at Camerouns Alexandre Song har en fætter, Rigobert, der som 17-årig fik rødt kort mod Brasilien ved VM i USA i 1994. Tøv ikke med at dele 'VM-familiehistorier' med os andre i kommentarfeltet herunder.

 

 

Facebook
Twitter