Bliver Superligaen ligegyldig? Forslag 'fra helvede' vil ændre europæisk klubfodbold radikalt

Et forslag fra Uefa vil gøre det sværere for klubber fra mindre lande at spille sig i Champions League.

Det kan blive et hårdt slag for dansk fodbold, hvis Uefas forslag om ændringer til Champions League bliver gennemført. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

I fodbold er der én klubturnering, som hæver sig over alle andre. Champions League.

For de danske hold er det chancen for at drille de helt store stjerner, som da FCK slog Manchester United i Parkens mudderpøl i 2006, eller da Brøndby sendte Bayern München mundlamme hjem efter en overtidssejr i 1998.

De øjeblikke kan der imidlertid komme længere imellem i fremtiden.

For tidligere i år kom Uefa med et nyt forslag til turneringens struktur gældende fra 2024. En struktur, der vil betyde, at hele 28 ud af 32 hold vil være kvalificeret på forhånd hvert år. Det vil gøre det ualmindeligt svært for hold fra mindre etablerede fodboldnationer i Europa at blive en del af det fine selskab.

Ikke overraskende har forslaget mødt stor modstand fra de klubber, der får sværere ved at kvalificere sig til Champions League. Og formanden for Divisionsforeningen i Danmark, Claus Thomsen, frygter også, at en sådan turneringsstruktur vil ødelægge de nationale ligaer.

- Det er vejen til helvede. Det vil ødelægger alt det, fodbold i Europa bygger på, siger han.

Ødelægger fodboldens hjerte og sjæl

I dag kvalificerer hold sig til at spille i de europæiske turneringer via den placering, de opnår i deres respektive nationale ligaer i en given sæson. Men den model vil Uefas forslag gøre op med.

Ud af de 32 hold, som i 2024/25-sæsonen deltager i Champions League, vil de 28 hold, der klarer sig bedst, være garanteret en plads i turneringen året efter. Vel at mærke uanset hvor højt eller lavt holdene placeres i deres hjemlige liga. Sådan lyder Uefas forslag.

Den europæiske divisionsforenings vicepræsident, danske Claus Thomsen, kalder forslaget en katastrofe:

- Det går ud over fodboldens hjerte og sjæl, hvis man kan deltage i europæisk fodbold, uanset hvordan man gør det i den danske liga. Og hvordan bliver den hjemlige turnering prioriteret, når man på forhånd er kvalificeret til Champions League? spørger Claus Thomsen retorisk.

Sidste år nåede det hollandske storhold Ajax hele vejen til Champions Leagues semifinaler. I fremtiden kan det blive svært for holdet, blot at kvalificere sig til gruppespillet. (Foto: OLAF KRAAK © Scanpix)

Fodbold lever af de hjemlige ligaer

Forslaget vil altså betyde, at man som klub bliver belønnet for den placering, man får i Europa, uanset hvordan man klarer sig i eksempelvis den danske liga. Og Claus Thomsen er ikke i tvivl om, at forslaget vil skade de nationale ligaer.

- Europæisk fodbold arbejder ud fra et grundprincip om, at sportslige meritter i den hjemlige turnering bringer dig videre til næste niveau.

Præsidenten for de europæiske klubbers sammenslutning (ECA), og den italienske storklub Juventus, Andrea Agnelli, udtalte i starten af oktober, at europæisk fodbold kræver en omstrukturering.

Risikoen for at miste de unge til blandt andet e-sport er nemlig stor. Derfor er det nødvendigt at planlægge flere europæiske kampe af højere kvalitet, mener Andrea Agnelli.

Men selvom italieneren har en pointe i, at unge menneskers medieforbrug i dag er anderledes end for bare ti år siden, mener sportsøkonom Kenneth Cortsen, at de største klubber alligevel vil kunne klare sig med det nuværende setup for de europæiske klubturneringer.

Claus Thomsen repræsenterer den danske divisionsforening i European Leagues. Her kalder man UEFA-forslaget for en "katastrofe". (Foto: Arnd Wiegmann © Scanpix)

- Jeg kan ikke følge argumentet om, at der ikke er europæiske kampe nok. Så det handler nok mere om at tjene flere penge på de store ligaer, og det taler ikke ind i fodboldens interesse som helhed.

Helt så diplomatisk er Claus Thomsen ikke.

- Agnelli siger, som han gør, fordi han gerne vil have, at Juventus bliver et stort globalt produkt med en venskabsby i Kina, hvor de vil kunne spille halvdelen af deres kampe. Men det er altså ikke det, der bekymrer alle os andre. Det, der bekymrer os er, at vi risikerer at miste en ordentlig og kompetent turnering i Danmark.

En anden del af den kritik, som Uefas forslag har fået, er, at det ville gøre turneringen lukket for de mindre hold. Det undrer Andrea Agnelli, fordi der stadig er mulighed for, at fire hold kan komme med via kvalifikation hvert år.

Den kritik kan Claus Thomsen i midlertidig sagtens forklare.

- De fire hold, der kvalificerer sig ved hjælp af de nationale turneringer, har de kun taget med, for at vi ikke kan komme og kalde det en lukket turnering. Men hvis man laver op- og nedrykningsligaer, så bliver det en konkurrent til de nationale turneringer, frem for et tillæg.

Hvor der er penge, er der magt

Man fristes til at spørge, hvordan et sådan forslag overhovedet kan komme på bordet, når det udelukkende ser ud til at gavne de store hold. Men det har Kenneth Cortsen en logisk forklaring på.

- Hvor der er penge, er der magt. Og Uefa er godt klar over, at de lever af de store klubber og ligaer. Og ved at have de store hold med i Europa kan Uefa også se en positiv afsmittende effekt på deres økonomi.

Kenneth Cortsen uddyber, at det faktisk bare er endnu et skridt på vejen. For lige siden Champions League afløste Europa Cuppen for Mesterhold i 1992, har klubberne, og ikke mindst pengene, fået stadig større magt.

Ronald Koeman scorede det afgørende mål, da FC Barcelona slog Sampdoria 1-0 i den sidste finale for mesterholdenes Europa Cup i 1992. (Foto: Martin Hayhow)

- I 1992 går man fra at have ét hold fra hver af de store ligaer med i Champions League til at have flere, og det begunstiger også Uefa økonomisk. For pengene i fodbold følger de store ligaer og klubber.

Europæisk fodbold står ved en skillevej

Vejen mod at få forslaget indført, er dog stadig lang for Uefa.

Faktisk har FCK allerede leveret deres forslag til ændringer af kvalifikationen til Europas fineste klubturnering. Det forslag fjerner idéen om en op- og nedrykningsmodel.

- I Uefas forslag bliver man belønnet for sin placering i Europa, uanset hvordan man klarer sig i eget land. Vi synes stadig, at det skal være afgørende, at du kvalificerer dig via din placering i dit eget land, så de nationale ligaer ikke bliver devalueret, siger Daniel Rommedahl.

FCK's forslag har mødt opbakning fra den hollandske og skotske divisionsforening. To lande, hvor klubberne - ligesom de danske - risikerer at se Champions League-toget kører fra perronen, mens klubberne fra de største lande kan læne sig tilfredse tilbage i sædet i kupéen og mæske sig med fodboldens mest lukrative buffét.

Kenneth Cortsen mener, at vi nu står over for en skillevej, hvor spørgsmålet er, om man anerkender det europæiske fodboldmarked som et demokrati, eller lukker øjnene og lader storklubberne få endnu mere indflydelse.

Claus Thomsen er bange for, at man glemmer, at professionel fodbold er så meget mere end en forretning. At man glemmer hjertet og sjælen ved at fjerne interessen for at tage ud og se sin klub spille.

- Vi ødelægger altså hele den fodboldpyramide, som europæisk fodbold bygger på, hvis vi lukker turneringerne.