Brøndby får hård straf: 'Et af de absolutte lavpunkter i vores fælles historie'

Brøndby IF er blevet straffet, efter der var ballade i forbindelse med en udekamp i Viborg i september.

Brøndby får ingen opbakning på udebane resten af året. (Foto: © Claus bech, Ritzau Scanpix)

- For alle os der har Brøndby IF i hjertet er dette øjeblik et af de absolutte lavpunkter i vores fælles historie.

Sådan lyder det fra Brøndby IF's administrerende direktør Ole Palmå, efter Fodboldens Disciplinærinstans har besluttet, at Brøndby IF må spille resten af årets udekampe uden deres tilskuere.

Det skyldes, at der var ballade på tribunen, da klubben spillede udekamp i Viborg.

- Fodboldens Disciplinærinstans er i besiddelse af videomateriale fra Viborg FF, der viser en særdeles voldsom og aggressiv adfærd fra nogle af Brøndby IF’s tilskuere mod kontrollører og politiet til kampen, står der i kendelsen.

- På denne baggrund har Fodboldens Disciplinærinstans behandlet en sag mod Brøndby IF. Instansen traf i august en beslutning om, at Brøndby IF ikke kan have fans til næste kamp i Parken, og i denne sag har instansen så skærpet sanktionen.

Samtidig tildeles Brøndby IF en bøde på 400.000 kroner. Bøden kan ankes, men det kan dommen om de tomme tribuner ikke.

Klubben har to uger til at anke dommen.

Brøndbys Andreas Maxsø beder klubbens fans tage det roligt i Viborg. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Befriede tilbageholdte personer

Fodboldens Disciplinærinstans fortæller videre, at beslutningen om de tomme tribuner er blevet truffet, fordi kampens dommer indberettede, at der var blevet affyret store mængder pyroteknik fra afsnittet med Brøndby-fans i Viborg.

Derudover var der blevet brændt hul i sikkerhedsnettet, som hænger mellem tribunen og banen, mens disciplinærinstansen også fortæller, at video og billeder viser 'alvorlige og voldsomme episoder' ved indgangen til Brøndbys tilskuerafsnit.

- Personer med tilhørsforhold til Brøndby IF angreb både vagter og politiet ad to omgange, hvorved det lykkedes at få befriet to personer, der havde medbragt pyrotekniske artikler, og som derfor var tilbageholdt.

- Fodboldens Disciplinærinstans bemærker desuden, at video- og billedmateriale viser, at der under disse episoder var såkaldt gate crash, hvorved der kom et større antal personer ind på Brøndby IF’s tilskuerafsnit uden at være visiteret, står der i afgørelsen.

Her ses et billede fra Viborg, lige efter Brøndby har scoret. (Foto: © Bo Amstrup, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Ting, som Brøndby IF flere gange har bedt om at få stoppet. Derfor beder de nu nogle af klubbens fans om at se indad, lyder det fra Ole Palmå.

- De få har ødelagt det for alle os andre. For medfans. For spillerne. Opførslen fra en gruppe af individer betyder nu, at medfans og klubben bliver voldsomt straffet.

- Klubben, spillerne og medfans har gentagne gange været ude med klokkeklare udmeldinger om, at sådan opførsel må og skal stoppe, men desværre har man sat sig selv over klubben. Klubben appellerer derfor til selvransagelse i dele af det aktive fanmiljø, siger han til klubbens hjemmeside.

Torsdag i sidste uge meldte Divisionsforeningen ud, at Brøndby IF fremadrettet skulle 'kræve navngivning og fremvisning af gyldigt ID inden visitering og adgang til udebaneafsnittet'.

Brøndby IF mangler at spille fire kampe på udebane i år. De skal spille mod Randers, Aarhus Fremad, AGF og OB.

Alle fans med billet til udekampene vil få deres penge refunderet af Brøndby IF.

Brøndby IF vil i samarbejde med klubbens advokater forsøge at gjort de givne tilskuere økonomisk ansvarlige for de bøder, klubben modtager, så de kan få stoppet den opførsel, som Ole Palmå kalder for 'grotesk'.

Brøndby IF har ikke ønsket at stille op til interview med DR Sporten.