Brøndbys kosovoalbanske flygtning fravalgte Tyskland: ’Har kæmpet for min plads i verden'

Besar Halimi spiller i aften sin 16. landskamp, når Kosovo møder Danmark.

Når Danmark i aften løber ind på græsset på Fadil Vokrri Stadium stadion i Kosovos hovedstad Pristina, så er det mod en modstander, der er både lille og ny i fodboldmæssig forstand.

Kosovo ligger nummer 130 på FIFAs verdensrangliste og spillede landets første officielle landskamp i 2016. Til sammenligning ligger Danmark nummer 10 og har spillet siden 1908.

En af de bærende spillere på Kosovos landshold er Brøndbys Besar Halimi. Den 24-årige midtbanespiller, der har valgt at spille for Kosovo på trods af både U18- og U19-landskampe for Tyskland, fortæller om en kæmpemæssig stolthed over at repræsentere Kosovo – og spille på nationalstadion i Pristina.

- Når vi spiller på det gamle stadion, er det noget helt andet. Det er ikke ret stort, og banen er ikke ret god. Men det er en speciel følelse, som jeg aldrig har haft før i mit liv. Og at spille for Kosovo er fantastisk.

Besar Halimi er født og opvokset i tyske Frankfurt, hvortil hans forældre flygtede under krigen på Balkan. Men da han fik buddet om at spille for Kosovo, var svaret ja. Ligesom det var fra flere af hans holdkammerater:

- Da jeg havde spillet den første kamp for Kosovo, vidste jeg, at det var det rigtige for mig. Det er anderledes, når du kender folk, hvordan de lever, og hvordan de er vokset op. Vi har mange, der ligesom jeg, kom som flygtning til Tyskland og havde en vanskelig tid der.

- Du er nødt til at kæmpe for din plads i verden, når du vokser op på denne måde. Derfor har jeg det godt med mine holdkammerater, og derfor valgte jeg Kosovo.

Kosovo - med sine blot 2 millioner indbyggere - har kun været uafhængigt i 11 år, landsholdet er kun to år gammelt og altså placeret i den tunge ende af verdensranglisten. Men det betyder intet for stoltheden over at repræsentere landet.

- Det er en anderledes følelse, og det gør mig så stolt, når vi som hold kan gøre folk lykkelige i nogle dage.

Du kan lytte til kampen mellem Kosovo og Danmark i LIGA på P3, hvor den bliver kommenteret fra kl. 19.00. Du kan også følge den i tekst her på dr.dk/sporten eller se den i tv på Kanal5.

Facebook
Twitter