Brøndbys kvinder tog også pokalen

Sanne Troelsgaard blev matchvinder i sidste minut i pokalfinalen mod Hjørring.

Brøndbys Sanne Troelsgaard blev matchvinder i pokalfinalen - her et arkiv-billede fra 2010. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Brøndby sikrede sig onsdag The Double, da klubbens kvinder vandt pokalfinalen med 3-2 over Fortuna Hjørring.

Kampen blev afgjort i sidste minut, da Sanne Troelsgaard løb ind i feltet og headede et perfekt indlæg fra Nanna Christiansen i mål.

Scoringen skabte vild jubel blandt Brøndby-spillerne, der var i store problemer i hele anden halvleg.

Nadia Nadim dobbelt målscorer

Fortuna Hjørring havde fornemt kæmpet sig tilbage i opgøret efter en hæsblæsende åbning af Brøndby, der på bare seks minutter fik bragt sig foran med 2-0. I 2. halvleg sørgede Nadia Nadim med to scoringer for stillingen 2-2.

Samme Nadim nedlagde Brøndbys Anja Thorsen i det 89. minut, og hun måtte trække ud på sidelinjen for at modtage behandling. Men alligevel lykkedes det for Brøndby i undertal at score det afgørende mål.

Kort efter 3-2 scoringen havde Fortuna Hjørring et forsøg, som Brøndby-forsvaret clearede på stregen.

For små to uger siden vandt Brøndby også DM-guldet, da holdet sikrede sig førstepladsen i 3F-Ligaen for niende gang i de seneste 11 sæsoner.

Fortuna Hj.-Brøndby 2-3 (0-2).

0-1 Julie Rydahl Bukh (3. minut). 0-2 Emma Madsen (6. minut). 1-2 Nadia Nadim (58. minut). 2-2 Nadia Nadim (62. minut). 2-3 Sanne Troelsgaard (90. minut).

Tilskuere: 1.892.