Casillas: Ingen kæreste-kys i år

Den spanske målmand Iker Casillas vil ikke kaste sig over sin kæreste, tv-reporteren Sara Carbonero, og kysse hende efter en eventuel EM-finalesejr i år.

Sara Carbonero - reporter for spansk tv og kæreste med Iker Casillas - på arbejde under EM-slutrunden. I år får hun ikke noget live-kys af Casillas. (Foto: Kamil Mrzaczynski © Scanpix)

Hvis Spanien ender som EM-vindere lover målmand Iker Casillas, at han ikke vil markere det på samme måde, som da spanierne triumferede ved VM i 2010.

Dengang hev han fat i sin kæreste, Sara Carbonero, under et interview efter kampen og gav hende et kys. Sara Carbonero arbejder for spansk tv, så det var hende, der holdt mikrofonen, og episoden blev set af flere millioner seere i 2010.

Men i år må seerne se langt efter en gentagelse - i stedet vil Casillas kaste sig over radiostationen Cadena Sers mandlige reporter Jose Ramon de la Morena.

- Hvis jeg vinder EM, er det første, jeg vil gøre at finde dig og give dig et kys, siger en grinende Casillas til De la Morena i et interview med Jose Ramon de ls Morena, der svarer:

- Så må du se, om du kan fange mig.

Før et eventuelt kys kan blive en realitet skal Spanien først besejre Frankrig i kvartfinalen - vinderen af dén kamp møder Portugal i semifinalen.

Facebook
Twitter