11 danskere er med, når Champions League sparkes i gang: 'Kun én har en realistisk mulighed for at vinde'

Gruppespillet i herrernes Champions League begynder tirsdag aften.

Chelsea vandt pokalen med de store ører sidste sæson. Tirsdag sparkes der gang i en ny Champions League-sæson. (Foto: Pierre-Philippe Marcou © Ritzau Scanpix)

De danske Ajax-spillere Mohamed Daramy, Victor Jensen og Christian Rasmussen er efter udgivelse tilføjet på listen over danske spillere i Champions League.

Når Champions League-hymnen buldrer ud af højtalerne på 16 europæiske fodboldarenaer de kommende to aftener, vil der ikke som i seneste sæson være et dansk hold på banen.

Men det betyder ikke, at de rød-hvide farver ikke er repræsenteret i dette års Champions League. Hele elleve danskere er nemlig med, når jagten på pokalen med de store ører indledes.

Finalen bliver spillet den 28. maj i Sankt Petersborg. Kun et hold kan vinde. Men kan det blive ét med en dansker i truppen?

DR Sportens fodboldekspert Francis Dickoh kigger på danskerne i Champions League og vurderer, om de kan vinde, overraske eller blot skal håbe på at spille sig videre til Europa League.

Skal håbe på Europa League: Atalanta, Leipzig, Salzburg og Malmø

Rasmus Nissen Kristensen (øverst til venstre), Anders Christiansen (øverst til højre), Joakim Mæhle (nederst til venstre) og Yusuf Poulsen (nederst til højre) skal alle håbe på, at de kan nappe gruppens tredjeplads.

Vi begynder med dem, som skal håbe på, de kan nappe en tredjeplads i gruppen og dermed stadig være med, når der skal spilles europæiske kampe efter nytår.

Både Joakim Mæhles Atalanta og Yussuf Poulsens Leipzig har prøvet at nå langt i Champions League de seneste sæsoner, men ifølge Francis Dickoh kommer det ikke til at ske i år.

- Begge hold er kommet skidt fra start i deres hjemlige ligaer, og jeg har svært ved at se, at de når at finde niveauet til at gøre sig gældende i Champions League.

Men selvom Dickoh ikke spår hverken Leipzig eller Atalanta mange chancer, så glæder han sig alligevel til at se især Joakim Mæhle på den helt store scene.

- Joakim Mæhle kommer til at få en enorm rolle hos Atalanta. Han er indbegrebet af den form for aggressiv fodbold, som italienerne spiller. Hvis han kan finde landsholdsformen frem i Champions League, bliver han spændende at følge.

Dette års grupper i Champions League. (Foto: Emrah Gurel)

Og det er ikke kun i Atalanta, der løber en angrebslysten back rundt. På venstrekanten hos Salzburg huserer den tidligere FC Midtjyllandspiller Rasmus Nissen Kristensen, som i den netop overståede landsholdspause fik debut på det danske landshold.

- Salzburg får det svært i Champions League med deres unge hold. Og det lyder helt vildt at sige, men Rasmus Nissen Kristensen bliver derfor vigtig for østrigerne, da han med sine 24 år er en af holdets mest rutinerede, lyder det fra Dickoh.

Danske hold er der som bekendt ingen af i denne sæsons Champions League. Men stiller man sig ud til Øresund i aften klokken 21 og retter øret mod Malmø, kan man måske ane lyden af europæisk topfodbold.

De ’glemte’ danskere åbner nemlig Champions League hjemme mod Juventus.

- Der løber fire danskere rundt i Malmø, som går lidt under radaren herhjemme, men nu skal spille Champions League. Især Anders Christiansen er værd at holde øje med, og det er ikke uden grund, at han er med inde omkring det danske landshold. Men det handler nok i sidste ende for Malmø om at holde sig i spil så længe som muligt til tredjepladsen i gruppen, siger Francis Dickoh.

Kan overraske: FC Barcelona, Sevilla og AC Milan

Martin Braithwaite (til venstre), Thomas Delaney (midten) og Simon Kjær (til højre) kan alle overraske med deres klubber i Champions League i denne sæson.

Det sker, at der kommer en overraskelse eller to i Champions League. Og hvis Martin Braithwaite, Simon Kjær eller Thomas Delaney skal nå langt i turneringen, skal der ifølge Francis Dickoh netop en overraskelse til.

Martin Braithwaith er meldt ude med en skade resten af 2021, så hvis der skal spilles danske Champions League-minutter for Barcelona i denne sæson, så kræver det, at catalonierne spiller sig videre fra gruppen.

- Hvis jeg kigger på Barcelonas bedste 11 spillere, har de et rigtig stærkt hold, men de kan ikke holde til skader og karantæner. De har en spændende trup, men jeg tror ikke, de kommer til at blande sig i de afgørende kampe, siger Dickoh.

Et hold, som har været langt væk fra de afgørende kampe i Champions League i mange sæsoner, er AC Milan. Men det kan måske ændre sig i denne sæson. Det italienske storhold er med i turneringen for første gang siden 2013/14-sæsonen. Dengang nåede de 1/8-finalen, og det kan ifølge Francis Dickoh godt gentage sig i år.

- Efter nogle magre år, kan vi igen se AC Milan i Champions League, og det er især på grund af Simon Kjær. Han kunne jo løbe rundt med anførerbindet i Milan. Han er en hjørnesten og har i den grad været med til at spille klubben tilbage i toppen af italiensk fodbold. Og jeg kunne godt se Milan overraske i Champions League i denne sæson.

Sidste dansker, som ifølge Francis Dickoh har mulighed for at overraske med sit hold, er Thomas Delaney. Den danske landsholdsspiller er netop skiftet til spanske Sevilla, og det er en klub, som i den grad ved, hvordan man vinder en europæiske turnering. Hele seks gange siden 2006 har Sevilla vundet Europa League.

Og selvom Champions League er et nyk op, så kan den europæiske erfaring ifølge Francis Dickoh godt sende sydspanierne langt i turneringen.

- Jeg kan godt have min tvivl om, hvorvidt de har niveauet til at spille med mod de allerbedste. Men når Sevilla er med i en europæisk turnering, kommer de bare altid langt. Thomas Delaney er kommet til for at tilføre noget rutine og noget hårdhed. Han er måske ikke den mest polerede spiller, men når der skal gås til stålet i kampene, så er han altid klar til at gå forrest.

Kan vinde Champions League: Chelsea

Andreas Christensen er ifølge DR Sportens fodboldekspert Francis Dickoh den eneste dansker, som kan vinde Champions League i denne sæson. (Foto: HANNAH MCKAY © Ritzau Scanpix)

Eneste dansker, Francis Dickoh levner en chance for at hæve pokalen med de store ører i denne sæson, er Andreas Christensen. I foråret løftede Christensen og Chelsea trofæet efter finalesejr over Manchester City, og selvom Chelsea ikke er turneringens største favorit, så ser Dickoh gode muligheder for, at de kan genvinde titlen.

- Chelsea har en spændende trup, og der, hvor de havde de største mangler sidste sæson, var på angribeposten, men der har de hentet Romelu Lukaku, og det kan blive guld værd.

Sidste år var Andreas Christensen mere på bænken end på banen i sæsonens første del, men efter Chelsea sendte Frank Lampard på porten og hentede Thomas Tuchel ind på trænerposten, er danskerens rolle bare blevet større og større.

- Andreas Christensen er blevet rigtig vigtig for Chelsea. Han kan både kan styre opspillet og forsvaret. Han har bare vist sig at være den type forsvarsspiller, som Tuchel godt kan lide, og jeg tror, han er det bedste bud på en dansk Champions League-vinder.

Facebook
Twitter