Man bør som fodboldspiller lede efter et nyt arbejde, hvis udsigten til en Champions League-kamp mod Bayern München, den tyske gigant, ikke hiver og flår i de indre elastikker.
For som FCK-profilen Rasmus Falk, der tirsdag aften får netop den oplevelse, så glimrende forklarede DR Sporten efter gårsdagens pressemøde:
- Alle de år, jeg har spillet fodbold, har Bayern været et af de bedste klubhold i verden, og det er de stadigvæk.
Falk ser selvsagt frem til opgøret, hvor målet bliver at "lave en overraskelse" i gruppespillet.
Historien er dog med midtbanespilleren, fordi københavnerne har faktisk for vane at byde de store op til dans på hjemmebane.
Sidste år holdt FCK således stand mod både Manchester City, Dortmund og Sevilla, og i klubbens historie har man blot tabt én af 15 hjemmekampe i Champions League-gruppespillet.
Den del, forhistorien, havde Bayern München-stjernen Joshua Kimmich da også læst op på, da han og cheftræner Thomas Tuchel mødte pressen til spørgetime.
- Vi er blevet advaret og ved, at København er virkelig gode på hjemmebane og har en god statistik. Det bliver ikke let. Vi forbereder os på bedst mulig vis og vil prøve at vinde kampen, sagde Kimmich på pressemødet ifølge tyskernes hjemmeside.
Den tyske landsholdsspiller afslørede samtidig, at han lørdag havde læst med på dr.dk og opsnuset Rasmus Falks hårde kritik af Parkens plettede plæne, som gisper en smule efter vejret på bagkant af en koncert med rapgruppen Suspekt 15. september.
- Jeg har hørt, at banen ikke er så god, sagde Joshua Kimmich mandag aften.
- Det er altid dejligt at spille på en god bane, men vi bør være i stand til at spille godt på en bane, der ikke er fantastisk, sagde Kimmich.
FCK's Rasmus Falk ønskede, ligesom konkurrenten, heller ikke at tillægge banen den store betydning, selvom han i lørdags førte han i kritikken.
- Jeg tænker ikke, at det er den, der kommer til at afgøre kampen, sagde Falk.
- Det bliver kvaliteten i kampen, der afgør det, og så håber jeg, at vi kan følge med og se gode ud i perioder, og at det er det, der bliver et tema.
Spiller for at samle point til europæisk drøm
På bænken hos Bayern München finder vi Thomas Tuchel, som overtog trænersædet i storklubben mod slutningen af sidste sæson. Godt et halvt år efter, at tyskeren blev fyret i Chelsea.
Tuchel havde flere gode ting at sige om sin trænerkollega, FCK's Jacob Neestrup, og det hold, han er sat sammen i den danske hovedstad.
- Jacob Neestrup er en god og ung træner. FCK vinder titler i Danmark, så det tyder på, at han har styr på holdet. Der er gode karakteregenskaber på holdet, og han har en klar plan, hver gang de spiller, sagde Tuchel.
Fra Neestrups side beskrives Bayern München som "et af verdens bedste hold", og det vil kræve en stor præstation fra københavnerne at nedlægge dem.
Ja, faktisk den perfekte præstation, måtte man forstå.
- Hvis den ikke er til stede, så kommer vi til at tabe. Det er sådan, det er, sagde Neestrup til DR Sporten.
Opgøret mellem FC København og Bayern München spilles kl. 21.00 tirsdag aften. Følg kampen i LIGA på P4, i DR LYD og på dr.dk.