Bendtner sendte Arsenal i ottendelsfinale

Nicklas Bendtner og hans lyserøde støvle sendte tirsdag aften Arsenal videre til ottendedelsfinalen i Champions League. Tre minutter før tid scorede Bendtner til resultatet 1-0.

Nicklas Bendtner sender Arsenal videre (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

Han er blevet mobbet af den britiske presse for hans lyserøde fodboldstøvler, men i aften var det netop Nicklas Bendtners lyserøde støvle, der sendte Arsenal videre til ottendedelsfinalen i Champions League. Holdet vandt 1-0 over Dynamo Kiev.

Et skadesplaget Arsenalhold stillede op med reserverne og en bænk fyldt af teenagere og Nicklas Bendtner. Arsenal havde da heller ikke meget at byde på i starten af kampen - andet end et par farlige frispark fra Van Persie.

Dynamo Kiev skulle score, hvis holdet skulle holde liv i drømmen om avancement fra gruppespillet og holdet pressede da også på foran Arsenals mål igennem hele kampen. Reelle chancer til Kiev-holdet var der dog ikke mange af.

I det 66. minut var det så tid til at få Nicklas Bendtner på banen. Den danske angriber skabte uro foran målet og liv i en ellers trist kamp. Vi skulle dog helt hen til det 87. minut før Niklas Bendtner og hans lyserøde støvler kunne tie kritikerne ihjel. Fabregas sendte en lang bold frem mod Niklas Bendtner, der tog bolden til sig og med venstrebenet sendte bolden i mål.

I sin begejstring over målet smed Bendtner trøjen, hvilket fik de engelske kommentatorer til at bemærke, at 'Bendtners pink torso matches his pink boots'. Mon ikke Bendtner og hans lyserøde støvler ryger i de engelske aviser i morgen tidlig.

Facebook
Twitter