'The big five' har dræbt spændingen i Champions League: ’UEFA frygter, at de store klubber laver deres egen superliga'

For første gang i CL-historien er alle klubber i ottendedelsfinalerne fra Europas fem største ligaer.

Da portugisiske FC Porto i 2004 vandt Europas fornemmeste klubturnering, Champions League, var det en sensation. Klubben fra den portugisiske vestkyst nedlagde giganten Manchester United på sin vej mod trofæet, og i løbet af turneringen gik mange af de unge Porto-spillere fra ukendte navne til verdensstjerner.

Allerede dengang blev det set som en historisk sensation. De sejrsvante storhold blev slået af tronen af et hold, som ingen havde spået vinderchancer. Og for hver dag, der er gået lige siden den portugisiske Champions League-triumf, har sensationen vokset sig større.

For Europas fem stormagtsnationer, Spanien, England, Italien, Tyskland og Frankrig, har sat sig tungt på kongedømmet i Champions League og skabt en noget nær ubrydelig dominans. I 24 år er Porto den eneste klub uden for Europas fem største ligaer, der har vundet Champions League. I 2004 var Portos triumf uventet. I dag ville noget lignende nærmest være utopi.

Det var en overraskelse i 2004, da Porto slog Manchester United i ottendedelsfinalerne i Champions League. Endnu større var overraskelsen, da Porto endte med at vinde turneringen. (Foto: Ian Hodgson © Scanpix)

Den europæiske suverænitet hos holdene fra de såkaldte ’big five’-ligaer er svær at overse, hvis man kigger mod Uefa-hovedkvarteret i Nyon i Schweiz, hvor der mandag trækkes lod til ottendedelsfinalerne i Champions League.

Samtlige 16 klubber, der er gået videre fra gruppespillet til knockout-fasen, er nemlig fra Europas fem største ligaer. Og det er første gang i Champions Leagues historie, at alle ottendedelsfinalerne bliver rendyrkede opgør mellem klubber fra ’the big five’.

Der var ellers 13 klubber fra andre europæiske ligaer med i gruppespillet, men ingen af dem formåede at spille sig videre.

Ifølge sportsjournalist Asker Hedegaard Boye, der har skrevet flere bøger om fodbold, er de fem store ligaers solo-show i mandagens lodtrækning et symptom på en større udvikling.

- Det er den logiske konsekvens af årtiers centralisering af fodboldmagten. Det er et synligt symbol på, at samtidig med at fodbold som fænomen er vokset, har den økonomiske og sportslige indflydelse centraliseret sig omkring færre lande og klubber. Og det har betydet, at sporten er blevet mere ulige og mere forudsigelig.

Asker Hedegaard Boye har netop udgivet bogen ’Spillets forvandling’ om de seneste årtiers udvikling i international fodbold, og han vurderer, at tiden for skiftende storhold er ved at være forbi.

Samtlige 16 klubber, der i år gået videre fra gruppespillet til knockout-fasen i Champions League, er alle fra Europas fem største ligaer. (Foto: Denis Balibouse © Scanpix)

I 1960’erne havde portugisiske Benfica stor succes i Europa. Klubben kunne dog ikke fastholde sin europæiske førerposition og forsvandt igen fra selskabet blandt de bedste. I 1970’erne var det så hollandske Ajax, der udfordrede magtbalancen og herskede i Europa for en stund.

Sådan blandede skiftende klubber fra forskellige europæiske lande sig i fodboldens absolutte top op igennem 1900-tallet, men siden årtusindeskiftet har der udviklet sig et enevælde, der har taget jerngreb om fodboldmagten.

Real Madrid, FC Barcelona, Juventus, Bayern München og Liverpool er nogle af få de klubber, der har kapitaliseret så stort på de seneste års økonomiske udvikling i fodbold, at alt anden konkurrence kvases, og knockoutfasen og kampen om pokalen i Champions League er blevet en fest med adgang for de få.

- De nuværende storklubbers økonomiske kapacitet er styrket så meget, at løbet efterhånden er kørt for, at fodbolden kan få nye tophold. Man skal aldrig sige aldrig, men som det ser ud nu, er vi i en situation, hvor ingen kan bryde igennem og udfordre dominansen. Fodboldens verdenstop er ved at fryse fast i forudsigelighed.

- Europas største 10-12 klubber bytter selvfølgelig stadig indbyrdes plads i magthierarkiet i ny og næ, men ingen nye kan bryde ind i det selskab. Aldrig før har verdens topklubber været så store, stærkere og suveræne. Og de kommer alle sammen fra Europas fem største ligaer, hvor magten har koncentreret sig totalt. De har så store penge, at vi næsten er ude et sted, hvor fodbold nærmest er ved at dele sig i separate sportsgrene. Topklubberne deltager nærmest i deres egen sport.

Vi kan lige så godt vænne os til navnene på de seneste års Champions League-vindere, mener Asker Hedegaard Boye. For det er også dem, der de næste mange årtier vil deles om Champions League-triumferne. Han peger på Holland og Portugal som eksempler på to fodboldnationer, der engang begik sig i verdenstoppen og tilsammen står noteret for ti trofæer i Champions League, men som nu er distanceret stort.

- Selvom Holland og Portugal var klubber i verdenstoppen for relativ nylig i fodboldhistorien, er de i dag så langt efter de bedste, at det ser ud til at være umuligt nogensinde at indhente igen. Selv afstanden fra de bedste til de næstbedste er blevet enorm.

I 24 år er Porto den eneste klub uden for Europas fem største ligaer, der har vundet Champions League. (Foto: Ina Fassbender © Scanpix)

En støvsuger-strategi

Belgiske Club Brugge, ukrainske Shakhtar Donetsk, russiske Zenit Skt. Petersborg, tyrkiske Galatasaray og portugisiske Porto. Alle glimrer de ved deres fravær ved mandagens Champions League-lodtrækning.

Europas fem største ligaer har marginaliseret konkurrencen fra resten af fodboldeuropa. Og ifølge Asker Hedegaard Boye var én speciel spillertransfer i 1995 startskuddet på udviklingen.

I 1995 fastslog EU-domstolen, at professionelle fodboldspillere i EU har ret til at skrive kontrakt med en ny klub, når deres kontrakt udløber, uden at den gamle klub har krav på nogen form for kompensation. Sagen handlede om den professionelle belgiske fodboldspiller Jean-Marc Bosman, hvis kontrakt med fodboldklubben RFC Liege udløb, efter belgieren havde afvist at forlænge.

Tidligere gjaldt det, at en klub kunne kræve betaling, når en spiller skiftede væk – også selv om spillerens kontrakt var udløbet. Dette afviste EU-domstolen. Sagen blev i folkemunde døbt Bosman-dommen, og den revolutionerede europæisk fodbold.

- Det blev igangsætteren til alt det her. Før var klubberne meget afhængige af lokale spillere, men med Bosman-dommen brød fodboldgrænserne ned, og klubberne fik nemmere ved at samle talenter fra hele Europa på deres hold. Før bestod de engelske tophold næsten kun af britiske spillere og et par enkelte udenlandske spillere. I dag er det jo helt vendt på hovedet.

Fodboldspilleren Jean-Marc Bosman (th.) endte i 1995 i en høring ved Europa-domstolen i Luxembourg. (Foto: ERIK LUNTANG © Scanpix)

I takt med fodboldens globalisering er topholdene tyet til en form for støvsuger-strategi, hvor alle stortalenterne fra de mindre europæiske ligaer støvsuges ind i ’big five’-ligaerne, og konkurrencen på den måde købes væk.

Det så man blandt andet med Porto, da klubben vandt Champions League i 2004. Træneren José Mourinho røg til Chelsea og tog flere spillerne med sig, og midtbanegeneralen Deco tog til Barcelona. Lige da holdet stod på tærsklen til at kunne etablere sig som et europæisk storhold, mistede Porto sine største profiler til ’the big five’.

Det samme skete sidste sæson, da hollandske Ajax slog en lille sprække i forudsigeligheden og kom i Champions League-semifinalen. Transfervinduet efter blev holdets to største profiler, Frenkie de Jong og Matthijs de Ligt, købt af Barcelona og Juventus. I år røg Ajax så ud i gruppespillet i Champions League og er ikke i nærheden af sidste sæsons styrke.

22-årige Frenkie de Jong skiftede i sommer fra hollandske Ajax til den spanske storklub FC Barcelona. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

En selvforstærkende struktur

Det er ikke kun de økonomiske muskler, der har vokset sig så store, at de øvrige europæiske konkurrenter ikke længere kan lægge arm med de fem store fodboldnationer.

Også selve Champions Leagues turneringsstruktur er med årene blevet ændret til storklubbernes fordel.

Engang var Champions League mesterholdenes turnering. Der var kun mesterhold med, og derfor var hvert land kun repræsenteret med én klub. Men siden 90’erne har formatet i Europas fornemmeste klubturneringen gennemgået flere store forandringer.

Først begyndte de enkelte lande at kunne få to klubber med, så tre, og i dag er de største ligaer garanteret fire pladser i Champions League hvert år.

Spanien, England, Italien, Tyskland og Frankrig er tilsammen garanteret 19 af gruppespillets 32 pladser.

Antallet af pladser afgøres af Det Europæiske Fodboldforbunds, Uefa, koefficient-rangliste, hvor alle europæiske klubber og lande tildeles point ud fra deres sportslige resultater. Men Champions Leagues nuværende struktur er selvforstærkende, mener Asker Hedegaard Boye. For jo flere pladser et land har, jo nemmere er det også at optjene flere koefficient-point og dermed øge afstanden yderligere til de forfølgende fodboldnationer.

Forskellen på Champions League-pladser giver også storklubberne en fordelagtig andel i de enorme præmiepenge, der er på spil i Champions League. For hvert år klubberne fra ’the big five’ er fast inventar i Champions League og får del i dens pengepulje, øges den økonomiske afstand til de klubber, der sjældent får sneget sig med i det fine selskab. På den måde styrkes storklubberne forudsætninger år for år for at fastholde deres position i fodboldeliten.

I det nuværende system er sidste års vinder af Champions League og Europa League de eneste, som er automatisk kvalificeret til Champions League. Resten af pladserne afgøres igennem Uefas koefficient-system. Men Uefa har foreslået, at Champions League fra 2024 og frem skal bestå af en fast skare af 24 klubber, der går igen fra år til år, mens det kun er de resterende otte pladser, der findes via kvalifikation.

- I mange år har der været en struktur, der har understøttet, at klubberne fra de store ligaer er stukket af fra resten. Og den bevægelse ser ikke ud til at stoppe. Uefa taler med to tunger. På den ene side siger de, at der skal være mangfoldighed i Champions League, og at europæisk fodbold skal være europæisk.

- Men samtidig gør de alt for at tækkes de store klubber. For de er bange for, hvad der sker, hvis storklubberne ikke får det, som de vil have det. I tyve år har frygten for, at de store klubber vil bryde ud og starte deres egen super-liga, spøgt i Uefa.

En ny super-liga spøger

Uefas frygt for en super-liga med alle Europas største klubber kan dog virke en smule paradoksal, mener Asker Hedegaard Boye. For i praksis er det netop, hvad Champions League er ved at udvikle sig til.

- Topsport lever af to ting. Et hierarki og muligheden for sensationen. De to ting skal være i balance. Hvis alle klubber bare var gode, og vinderen af en kamp var lige så tilfældigt som et terningekast, var det ikke interessant. Men det modsatte er heller ikke godt, hvis hierarkiet bliver for fastlåst, og de uforudsigelige resultater uddør.

- Lige nu er topfodbold ved at tippe for meget over imod det sidste. Se bare på gruppespillet i Champions League. Det er blevet ren parade og opvisning. Storklubberne går ubesejret igennem og sætter ubesværet scoringsrekorder.

Klubber fra England, Spanien, Italien, Tyskland og Frankrig har tilsammen vundet Champions League 51 gange. Det øvrige Europa har tilsammen vundet turneringen 13 gange. Her er det Liverpools sejr fra i år. (Foto: Susana Vera © Scanpix)

At der i mandagens Champions League-lodtrækning kun er klubber med fra Europas fem største ligaer, er et symptom på moderne fodbolds problemer, mener Asker Hedegaard Boye. Men han understreger, at det ikke er selve fodboldspillets sundhed, han vil have behandlet. Det er en strukturel sygdom, der har infiltreret en ellers sund og rask sport.

- Hvis man bare ser på fodbolden, har sporten aldrig haft det bedre. Den fodbold, der spilles på øverste hylde, er fantastisk, og tidligere tiders tophold ville virkelig komme til kort. Men det er den voksende forudsigelig, der er et problem for sporten. Der kommer længere og længere imellem de magiske overraskelser, som fodbolden også lever af.

For ofte kender vi facit på forhånd, når de små møder de store i Champions League, mener Asker Hedegaard Boye. Udsvingene og undtagelserne er ved at fordufte fra fodbold. Hvis europæisk topfodbold skal undgå at fryse fast i forudsigelighed og stivne som et fossil i et stykke rav, er der derfor brug for storpolitiske ændringer, siger han.

- Den eneste måde, forudsigeligheden kan brydes, er, hvis der kommer loft på, hvor mange penge klubberne må bruge på lønninger, eller reglerne for udenlandske spillere skærpes. Det vil kunne løsne den fastlåste magtstruktur. Men det er svært at indføre, fordi det clincher (støder sammen, red.) med EU-lovgivningen om arbejdskraftens frie bevægelighed.

- Teknisk set er fodbold et frit marked. Men markedet har skabt monopoler. Monopoler som hedder Real Madrid, Bayern München og så videre.

Porto vandt i 2004 Champions League, da portugiserne slog Monaco 3-0 i finalen. (Foto: THOMAS BOHLEN © Scanpix)