City og Pep vinder rub og stub: Fuldender fantastisk sæson med CL-triumf

Manchester City vandt lørdag aften Champions League efter finalesejr på 1-0 over italienske Inter.

Spanske Rodri scorede det eneste mål i lørdagens Champions League-finale, hvor Manchester City besejrede Inter med 1-0. (Foto: © MOLLY DARLINGTON, Ritzau Scanpix)

En, to, tre. Det var så den fodboldsæson.

Manchester har vundet det engelske mesterskab, pokalturneringen og nu også Champions League efter lørdagens finalesejr på 1-0 over italienske Inter.

Med fuld plade og ’The Treble’ til pokalskabet kan City endelig sætte flueben ud for Champions League, der i så mange år har trykket og gnavet.

Kampens eneste mål blev scoret efter mere end en times spil, hvor den spanske midtbanespiller Rodri satte en knaldhård inderside ind.

Det blev aldrig til smukke kombinationer, som City har betaget fodboldverdenen med igennem hele sæsonen. Erling Haaland scorede hver ét, to eller tre mål, som han ellers har haft for vane, siden han kom til klubben for et lille år siden.

Men alle, der har den mindste sympati for de lyseblå fra Manchester, er ligeglade, for endelig har de brudt den Champions League-forbandelse, der har ligget over klubben de seneste sæsoner.

Pep Guardiola har nu vundet Champions League tre gange. Begge de første var med Barcelona. (Foto: © Franck FIfe, Ritzau Scanpix)

Chancefattig affære

En nervøs indledning kastede ikke mange chancer af sig. Faktisk var Inter farligst, inden Manchester efter en lille halv times tid brugte det våben, der har været så farligt i hele sæsonen.

Erling Haaland blev sendt afsted og tæskede til læderet, men Inter-keeper Onana kunne næsten ikke undgå at stå i vejen. Kort efter forsøgte Kevin De Bruyne sig så med en afslutning, men den var både for høj, for skæv og forkølet.

Det fik den belgiske midtbanestjerne aldrig mulighed for at gøre bedre, for får minutter efter måtte han lade sig udskifte. De Bruyne havde ondt i baglåret, og det gjorde ondt på alle City-fans, der trods alt kunne glæde sig over, at Phil Foden er en fuldgod erstatning.

Hverken den engelske tekniker eller de 21 andre spillere på banen skabte chancer i slutningen af første halvleg, og derfor viste måltavlen samme cifre ved pausen som ved kampstart.

Manchester Citys midtbanegeneral Kevin De Bruyne (t.v.) udgik allerede i første halvleg med en skade. (Foto: © ROBERT MICHAEL, Robert Michael/picture-alliance/dpa/AP Images)

Fra anden halvlegs begyndelse blev spillet ikke meget kønnere. Til gengæld var der ingen tvivl om, hvor meget begge hold gerne ville vinde, for der blev kæmpet for hver eneste centimeter, og til tider var tacklingerne halvgrumme.

City var ligesom i første halvleg mest på bolden, og 20 minutter før tid var der endelig hul igennem for de lyseblå.

Efter flotte kombinationer og en bold på tværs af feltet stod de fleste i lyseblåt og appellerede for et straffespark. Midtbaneslideren Rodri havde mere travlt med at sætte en knaldhård inderside på bolden, der fløj ind ved stolpen.

1-0 til de lyseblå, og så var der ligesom gang i den. Også i Inter.

Rodris sejrsmål blev scoret i den ende, hvor de tilrejsende City-fans havde plads. (Foto: © ERDEM SAHIN, Ritzau Scanpix)

For få minutter efter var de tæt på at udligne. Federico Dimarco headede på overliggeren, fik bolden tilbage og ramte så en holdkammerat, der ikke kunne nå at flytte sig.

Efter 89 minutter fik italienerne en endnu større chance. Romelu Lukaku fandt sig selv helt fri en meter fra målstregen og skulle bare heade den forbi Ederson. Men den brasilianske keeper hev en vanvittig fodparade frem og reddede det hele for City.

For Rodris inderside endte med at blive finalens eneste scoring, og langt om længe kan City pynte det ellers stopfyldte pokalskab med det største trofæ af dem alle.