CL-lodtrækning: Hvem kan møde hvem?

Torsdag trækkes der lod til denne sæsons udgave af Champions League. Få et overblik her.

Malmø, Barcelona, Wolfsburg og Galatasaray er blandt de klubber, der er i torsdagens lodtrækning. (© Scanpix)

Torsdag aften vil en god del af verdens fodboldinteresserede øjne være rettet mod Grimaldi Forum i Monaco, hvor der skal trækkes lod til gruppespillet i årets udgave af Champions League.

De danske hold glimrer igen ved deres fravær, mens broderfolket fra den anden side af sundet kan glæde sig over, at Malmø FF for andet år i træk er med i det fine selskab.

Skåningene er placeret i laveste seedningslag og kan næppe regnes blandt favoritterne til at rende med det hele.

Til gengæld kan de med lidt lodtrækningsheld byde velkommen hjem til byens helt store søn, hvis PSG og Zlatan Ibrahimovic skulle komme op af lodtrækningsbowlen.

De 32 hold skal fordeles i otte grupper med fire hold. Herunder kan du se, hvilke hold, der er placeret i de fire forskellige lodtrækningslag.

Øverste lag består af de forsvarende Champions League-mestre og de nationale mestre fra de syv øverst rangerede ligaer: Spanien, England, Tyskland, Italien, Portugal, Frankrig og Rusland.

De øvrige klubber er fordelt i de tre øvrige lag baseret på klubbernes koefficientpoint.

Da FC Barcelona både er forsvarende Champions League og spanske mestre, er den sidste plads i øverste lag tildelt Holland. Spanien er som eneste nation repræsenteret med fem hold (Sevilla kvalificeret som Europa League-vindere).

Klubber fra samme land kan ikke trækkes i samme gruppe.

Champions League-finalen spilles på San Siro den 28. maj i Milano.

Lag 1:

Barcelona Chelsea Bayern München Juventus Benfica Paris Saint-Germain Zenit St- Petersborg PSV

Lag 2:

Real Madrid Atlético Madrid Porto Arsenal Manchester United Valencia Bayer Leverkusen Manchester City

Lag 3

Shakhtar Donetsk Sevilla Lyon Dynamo Kiev Olympiakos CSKA Moskva Galatasaray AS Roma

Lag 4

BATE Borisov Borussia Mönchengladbach Wolfsburg Dinamo Zagreb Maccabi Tel-Aviv Gent Malmø FF FK Astana