Delaney og Dortmund skyder med løst krudt mod Messi og co.

Marco Reus brændte et straffespark, da Dortmund åbnede CL med 0-0 mod FC Barcelona. Liverpool tabte 0-2 i Napoli.

Thomas Delaney var i startopstillingen for Dortmund tirsdag aften. (Foto: Sascha Steinbach © Scanpix)

Borussia Dortmund var tæt på at give FC Barcelona den værst tænkelige start i Champions Leagues gruppespil.

Tirsdag tog de to mandskaber hul på gruppe F ved at spille 0-0 i Tyskland.

Pointdelingen må ærgre Thomas Delaney og holdkammeraterne i Dortmund mest, da tyskerne i anden halvleg fik sat de spanske gæster under et enormt pres.

Marco Reus fik den største mulighed efter en lille times spil, efter at Jadon Sancho havde fremprovokeret et straffespark til Dortmund.

Reus blev sat til at eksekvere, men Dortmund-profilen var blevet luret af landsmanden Marc-Andre ter Stegen i Barcelonas mål. Keeperen reagerede måske også en anelse for tidligt.

Ud over den misbrugte mulighed fra pletten producerede tyskerne en del store chancer.

  • Kampens nøglepunkt, hvor Barcelonas Ter Stegen redder Marco Reus' straffespark. (Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix)
  • Barcelonas Lionel Messi var tilbage på banen, men den argentinske troldmand havde ikke meget held med sine aktioner. (Foto: Sascha Schuermann © Scanpix)
1 / 2

Delaney bidrog med masser af fight og godt spil. Før pausen fik danskeren en advarsel, og da han i anden halvleg gik hårdt op i en luftduel med Barcelonas keeper var det med risiko for en udvisning.

Midtbanespilleren var også med i det chanceskabende spil og lagde blandt andet op til en hovedstødschance, som Marco Reus misbrugte.

Med fire minutter tilbage blev Jacob Bruun Larsen sendt ind fra bænken, hvor han erstattede den tidligere Barcelona-angriber Paco Alcacer.

Barcelona startede med superstjernen Lionel Messi på bænken, men argentineren kom i aktion efter en time i stedet for den 16-årige komet Ansu Fati.

Messi fik muligheden for at afgøre kampen umiddelbart før slutfløjt. Angriberens skud få meter fra mål ramte dog lige ind i en Dortmund-spiller.

Tidligere på tirsdagen spillede Inter og Slavia Prag 1-1 i gruppe F, hvilket betyder, at gruppens fire hold har et enkelt point efter første spillerunde.

Sene scoringer sænker CL-mestrene

Liverpools forsvar af Champions League-titlen er kommet skævt fra start.

På to sene scoringer tabte englænderne 0-2 på udebane til Napoli i første gruppekamp og led dermed sit første nederlag i denne sæson.

Det var Dries Mertens og Fernando Llorente, der stod for de to træffere i slutfasen af en kamp, hvor begge hold ellers så ud til at være tilfredse med uafgjort.

  • Fernando Llorente sætter bolden ind bag Liverpools målmand, Adrian. (Foto: Andreas Solaro © Scanpix)
  • Skuffede Liverpool-spillere efter sæsonens første nederlag er en realitet. (Foto: Andrew Couldridge © Scanpix)
1 / 2

Men otte minutter før tid dummede Liverpools Andrew Robertson sig i en nærkamp mod José Callejon, og Napoli-backen fik det optimale ud af situationen og sikrede sit hold det straffespark, som Mertens omsatte til 1-0.

I kampens overtid udnyttede Llorente så en fejl af Virgil van Dijk og afgjorde endegyldigt kampen.

Dermed gentog syditalienerne hjemmesejren fra sidste sæson, hvor de to hold også tørnede sammen i gruppespillet.