Eriksen misser storkamp: Skade holder ham ude af opgør mod Barcelona

Christian Eriksen er skadet og deltager ikke i Tottenhams Champions League-kamp mod FC Barcelona.

Christian Eriksen (i hvid) scorede, da Tottenham tabte deres første gruppekamp i årets Champions League til Inter. (Foto: ALBERTO LINGRIA © Scanpix)

Den danske fodboldstjerne Christian Eriksen misser en af sæsonens helt store kampe på grund af sin aktuelle skade.

Således kommer han ikke i spil til kampen, når Tottenham onsdag aften møder FC Barcelona på hjemmebanen Wembley i Champions League-gruppespillet.

Det meddeler Tottenham på Twitter.

London-klubben er i det hele taget hårdt ramt på skadesfronten, da også Dele Alli, Serge Aurier, Mousa Dembélé og Jan Vertonghen er ukampdygtige.

Ingen af de fem er til rådighed på denne side af landsholdspausen i næste uge.

Derimod er klubbens franske landsholdsmålmand, Hugo Lloris, tilbage i træning og er i spil til startopstillingen.

Eriksens skade er ikke specificeret, men klubben oplyser dog, at han har et lille problem i maveregionen.

Den danske midtbanespiller sad også udenfor, da Tottenham i weekenden vandt 2-0 ude over Huddersfield i Premier League.

I Champions League lagde Tottenham ud med at tabe 1-2 ude mod Inter i den første kamp og har derfor brug for point mod Barcelona.

Mødet med Lionel Messi og kompagni begynder onsdag klokken 21.00.

/ritzau/

Facebook
Twitter