Eriksens drøm om CL-finale er gået i opfyldelse: ’Det plejer at være andre hold, man læser om’

Det bliver noget helt særligt for Christian Eriksen, når han og resten af Tottenham-mandskabet skal spille deres første Champions League-finale.

- Det er jo helt vildt. Det er noget, vi har drømt om.

Sådan lød det prompte fra Christian Eriksen, da finalepladsen i Champions League onsdag aften var en realitet efter sejr over Ajax Amsterdam.

Eriksen og Tottenham leverede et comeback af de helt store, da brasilianske Lucas Moura med sit tredje mål i kampen sendte bolden i kassen i 6. overtidsminut, og pludselig stod Tottenham i finalen.

Selv om Eriksen har prøvet meget i sin karriere, så bliver noget helt særligt.

- Alle har set en Champions League-finale, og nu er det os, der skal stå i den. Det plejer at være andre hold, man læser om, men nu er der fokus på os.

- Det er jo en fornøjelse og en drøm som fodboldspiller at komme i en Champions League-finale, og det er vi.

Har været skideheldige

I over størstedelen af de to semifinalekampe har Ajax været bedst, og hjemme i Amsterdam førte holdet 2-0 ved pausen. Men englænderne fik alligevel vendt det, og Christian Eriksen er heller ikke bleg for at sige, at det engelske mandskab har haft heldet med sig.

- Vi var mentalt afskrevet, og jeg tror også, at mange aviser havde afskrevet os efter 2-0 ved pausen, for så er der langt til at lave tre mål, siger han.

Og det er faktisk gennem det meste af årets Champions League-sæson, at Tottenham har spillet nogle mere end almindeligt nervepirrende kampe. I kvartfinalen fik Manchester City underkendt et mål i overtiden, og dermed var Tottenham videre til semifinalen.

- Vi kan ikke rigtig gøre andet end at sige, at vi har været skideheldige, og det tager vi forhåbentlig med til finalen.

Specielt at møde Ajax

Tottenhams sejr gik som bekendt udover Ajax Amsterdam onsdag aften. En klub, der har betydet meget for Christian Eriksen, og som han havde spille med i fem år fra 2008-2013. Derfor føler danskeren med sin tidligere klub.

- Allerede i den første kamp var det specielt at møde Ajax, og så komme tilbage til arenaen i dag var endnu mere specielt.

Følelserne sad uden på tøjet efter slutfløjt. Her er det Eriksen og Son, der jubler. (Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

- Jeg føler nærmest, at jeg kender alle fansene, fordi jeg har spillet her så mange gange. Jeg kunne mærke det, og kan også mærke nu, at det er Ajax, der er røget ud, siger Christian Eriksen.

Ikke overraskende var der stor skuffelse i Ajax-lejren, og det var til at høre på danske Lasse Schöne, der startede inde for hollænderne.

- Det var det værst tænkelige, der kunne ske - at tabe på denne her måde.

- At tabe i det allersidste sekund, det er selvfølgelig forfærdeligt. Lige nu er det svært at sætte følelser på, hvordan vi har det.

Facebook
Twitter