FCK-fans viste opsigtsvækkende anti-Uefa banner i Parken

FCK-fansene sendte en noget kontroversiel hilsen til Uefa og de rige klubber ved gårsdagens CL-opgør mod Porto i Parken.

FCK-fansenes hilsen til Uefa ved gårsdagens kamp mod Porto i Parken. (Foto: Jan Christensen © 2016 Jan Christensen)

Målmæssigt var der ikke meget at komme efter i gårsdagens kamp mellem F.C. København og Porto i Champions League.

Men én ting i Parken har vakt opsigt, også internationalt: FCK-fansenes banner, der blev fremvist under kampen. En noget kontroversiel hilsen til Uefa.

På det populære medie 101 Great Goals vækker banneret mest jubel både for dets budskab og for dets kreativitet.

Banneret bestod af en illustration af magtfulde klubbers repræsentanter, der sidder ved et bord og træffer beslutninger, der skal tilgodese de store klubber på bekostning af de små, samtidig med at man med skrift opfordrer til respekt for alle de små klubber:

- Fair play and respect for all clubs in Europe - not only Uefa's chosen few, stod der som undertekst til illustrationen.

Bannerets budskab var rettet mod Uefa's beslutning om at ændre strukturen i Champions League.

Fra 2018 vil de fire øverst placerede hold fra de fire største ligaer, Tyskland, Spanien, England og Italien, automatisk få fire pladser i CL, hvilket vil efterlade meget få pladser at spille om for små nationer som Danmark.