FCM åbner CL-eventyr mod et hold i samme båd: 'Vi er underdogs'

FC Midtjylland tager hul på Champions League-kvalifikationen mod Celtic tirsdag aften.

Erik Sviatchenko skal slå sin tidligere klub for igen at opnå Champions League-gruppespil. (Foto: JON SUPER © Ritzau Scanpix)

Ikke nok med, at de tørner sammen i Champions League-kvalifikationen.

Celtic og FC Midtjylland er i samme båd på flere parametre.

De vil for alt i verden videre til næste runde af kvalifikationen til verdens største klubturnering. Det er klart. For den sikrer som minimum en plads i Europa League-gruppespillet.

Eller med andre ord 27 millioner kroner på kistebunden.

Men ser man nærmere på de to hold, er der forbløffende mange ligheder. Det kigger vi nærmere på.

Skuffende seneste sæson

Celtic har ofte været synonym med toppen af skotsk fodbold. Det samme har man de seneste syv sæsoner kunnet sige i Danmark om FC Midtjylland, hvor det er blevet til tre mesterskaber.

Men da regnestykket i de nationale ligaer for et par måneder siden skulle gøres op, kunne man sætte en og samme overskrift på de to klubbers placering. Skuffende.

En andenplads er på ingen måder acceptabelt for de hvide- og grønstribede fra Glasgow, når det samtidig er de lokale rivaler fra Rangers, der snupper guldet, men ej heller for ulvene fra heden, hvor målet i den danske Superliga er klart. At vinde hele skidtet.

Opløftende kunne man ikke kalde fredagens sæsonåbner i Superligaen, hvor FC Midtjylland på tragisk vis måtte forlade banen i Herning som tabere af kampen mod OB efter at have indkasseret et mål i overtiden. Direkte fra et hjørnespark.

En kamp, der hurtigt måtte i glemmebogen, så alt fokus nu er på jagten på europæisk gruppespil med første slag på Celtic Park i Glasgow, hvor der forventes 9000 tilskuere.

- Vi glæder os helt vildt til at komme derover. At spille på de her scener er jo det, vi drømmer om, sagde den nye FCM-træner, Bo Henriksen, efter nederlaget til OB.

Bo Henriksen fik ikke den ønskede start på tilværelsen som ny FCM-træner. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Nye ansigter på sidelinjen

I seneste sæson førte Brian Priske FC Midtjylland til et historisk Champions League-gruppespil, hvor det endte med en fjerdeplads bag Liverpool, Atalanta og Ajax.

Men når FC Midtjylland tirsdag aften genoptager sin europæiske rejse er det med ny mand ved roret. Den tidligere AC Horsens-træner Bo Henriksen, der efter salget af Brian Priske til den belgiske klub Antwerp blev præsenteret som ny cheftræner.

- Mod Celtic er vi underdogs, mens vi mod OB nok var kæmpe favoritter, så tingene bliver lidt drejet 180 grader rundt, siger Bo Henriksen om kampen i Glasgow.

En kamp, der for FCM-anfører, Erik Sviatchenko, er speciel, da det er mod hans tidligere arbejdsgiver, som han tørnede ud for fra 2016 til 2018.

Erik Sviatchenko har vundet tre mesterskaber med både FCM og Celtic. (Foto: Claus Fisker © Scanpix Denmark / Foto: Wolfgang Rattay © Scanpix Denmark)

- Det bliver et godt gensyn især som anfører for FC Midtjylland mod min tidligere klub.

- Celtic har en del erfaring fra europæisk fodbold, men de er også i en transitionsfase med en ny træner, som har haft meget kort tid med holdet, siger Erik Sviatchenko.

For det er ikke kun Bo Henriksen, der stadig ville have en 'ny i job'-batch på, hvis han havde arbejdet ved kassen i Føtex. Det ville Celtics nye, græsk-australske manager, Ange Postecoglou, også, der har været i klubben i knap seks uger.

Ange Postecoglou stod i spidsen for det australske landshold i fire år. (Foto: DAVID GRAY © Scanpix Denmark)

- FC Midtjylland bliver en hård opgave. Det er en klub, der har udviklet sig i de seneste år.

- FC Midtjylland havde en fantastisk europæisk kampagne i sidste sæson. Det er en klub, jeg kender godt. Der har været nogle australiere i den danske liga, og jeg har fulgt deres fremskridt, siger den tidligere australske landstræner Ange Postecoglou.

Med i truppen til tirsdagens kamp råder FC Midtjylland blandt andre over den australske landsholdsspiller Awer Mabil.

Søsterklub på rov og rygter

En mand, der til gengæld ikke er i truppen for FC Midtjylland, er midtbanemand Frank Onyeka. Klubben meldte tidligere tirsdag ud, at han er solgt til søsterklubben Brentford, der også ejes af englænderen Matthew Benham.

- Det er et af lodderne ved at være en fodboldklub. Når man har været gennem en lang fase på tre år med de samme spillere, så bliver der skiftet ud, siger Sviatchenko om afskeden med sin nu tidligere holdkammerat.

Frank Onyeka skal under Thomas Franks vinger i Brentford. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

- Og velfortjent er der spillere, der får lov til at få opfyldt deres drømme om at komme til en bedre liga og bedre hold.

Men Frank Onyeka er ikke det eneste navn, der er på vej væk fra MCH Arena.

Midtbanemakker Jens-Lys Cajuste, Awer Mabil og angriberen Sory Kaba var alle udeladt fra FCM-truppen mod OB i fredags.

- Der er nogle af vores spillere, som bliver solgt lige om lidt. Sådan er livet i en fodboldklub som vores. Jeg forholder mig til de spillere, som jeg har til rådighed. Det er dem, jeg skal have til at yde i morgen aften mod Celtic, sagde Bo Henriksen på pressemødet, ifølge Herning Folkeblad.

Sory Kaba skulle ifølge Ekstra Bladet have nægtet at spille en testkamp for FCM, da han ønsker at forlade klubben, men det vil Henriksen ikke komme nærmere ind på.

- Jeg har ingen interesse i at gå ind i nogen større filosofiske tanker, omkring hvad der er sket. Det er et personaleanliggende, som vi har internt. Det er noget, jeg har vidst i en længere periode om Kaba (at han vil væk, red.), siger Bo Henriksen.

Ikke kun FC Midtjylland må undvære profiler til aftenens kamp. Også Celtic er uden nogle af deres spillere til det første opgør i anden kvalifikationsrunde.

Den norske landsholdsforsvarer Kristoffer Ajer, der er stærkt rygtet til selvsamme Brentford, og franskmanden Olivier Ntcham er begge ude af opgøret.

- Jeg har valgt de spillere, der er til rådighed, og som er fysisk og mentalt klar til at spille. Dem, der ikke er med i truppen, er ikke klar til det, vi skal tirsdag aften, siger Ange Postecoglou.

Kampen spilles 20.45 tirsdag aften og kan høres i LIGA på P3 fra klokken 20 eller følges i tekst på dr.dk.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk