Harder jagter hattrick: ’Champions League-sejr vil være det største’

Den danske landsholdsanfører mangler bare ét trofæ i noget nær en perfekt sæson med Wolfsburg.

Pernille Harder og Wolfsburg står overfor Champions League-finalen torsdag. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)

Det tyske mesterskab og pokaltitlen er allerede i hus for Pernille Harder. Hun kan også samtidig kalde sig topscorer i Bundesligaen i denne sæson, men der mangler stadig én stor ting for den danske landsholdsanfører.

Torsdag aften spiller Harder og Wolfsburg finale i Champions League, og vinder man den europæiske turnering også, kan klubben fejre den eftertragtede ’the treble’.

- Når man ridser det op sådan der, så er det jo mange ting, jeg har opnået på kort tid. Specielt hvis vi også får Champions League-trofæet med hjem. Så er det uden tvivl min bedste sæson, og sikkert også en sæson, der bliver svært at slå, siger Pernille Harder i LIGA på P3.

- Det ville være kæmpestort. Som fodboldspiller drømmer man om at vinde Champions League. Det ville være det største i klubregi at vinde den turnering.

En svær modstander

Modstanderen i torsdagens finale i Kiev i Ukraine hedder Lyon. Den franske klub har en stolt tradition, hvad angår europæiske finaler, og der venter ikke nogen nem opgave for Wolfsburg.

- Lyon er et rigtig godt hold. De er suveræne i deres liga og har været i Champions League-finalen de seneste år og også vundet. De spiller godt og har mange dygtige spillere. Det bliver ikke nogen let kamp, men jeg tror på, at vi kan tage dem. Vi har aldrig været i bedre form end lige nu, siger Pernille Harder.

Champions League-finalen mellem Wolfsburg og Lyon spilles tordag klokken 18.00. Du kan se kampen på TV3+, følge den direkte i LIGA på P3 eller i tekst her på dr.dk/sporten.